Fra allerførste strygerstrøg mærker man en samling musikere, en dirigent og en lydproducer, der vil fortælle en historie. Lyden er fokuseret og distinkt, så de første dybe strygere får fysisk nærvær.

De lyse strygere er hidsige, en støt faldende baslinje lægger bund under klagesang, som var det barokmusik, strygerne bliver mere fyldige, som de begynder at stræbe melankolsk. Og pludselig nynner fløjten en tilforladelig melodi.