Hvordan lyder det, når en kanin ligger i sin hule og drømmer? Hvordan lyder det, når en asparges vokser? Hvad siger det, når bier flyver mod en rude? Eller når en flok orme i nattens mulm og mørke gnasker løs af et gammelt skab?
For maleren Knud Viktor var den slags ikke bare nysgerrighedsvækkende spørgsmål. Det blev hans livsfilosofi, at mennesket i stedet for at larme løs burde lægge øret til naturen og lytte, og ud af det voksede hans livs kunstneriske projekt. Lyden blev vigtigere for billedkunstneren end farverne, og i løbet af årene erobrede hjemmebyggede mikrofoner og andet udstyr til at optage og manipulere lyd med – kabler, spolebåndoptagere og mikserpulte, han selv flikkede sammen – ikke bare alle rummene i hans hus i Luberondalen i det varme, tørre Sydfrankrig, men også landskabet udenfor.
Kablerne snoede sig fra det store primitive middelalderhus ud i terrænet. Ned i kaningange og rævegrave, ud i skuret og op på loftet, hvor en flok gedehamse rumsterede og gav en lyd fra sig, som Knud Viktor bare var nødt til at fange ind. Så at sige putte på lydtube og male med. For Knud Viktor var uddannet kunstmaler. Ikke musiker eller lydtekniker. Han havde taget afgang fra Kunstakademiet i København, og hans oprindelige metier var farver og pensler. På et legat var han rejst til Paris. Men han var fan af van Gogh, så han måtte videre ned til Sydfrankrig »for at se, hvordan det var med lyset og det der, og da det blev sommer, gjorde cikaderne et stort indtryk på mig, fordi deres lyd passede til varmen«.
Gennem cikaderne blev den danske maler opmærksom på, at lyset og varmen havde indflydelse på lyden:
