Du kender næppe magasinet Maximum Rocknroll. Men enhver, der kalder sig punkere og har eller har haft sin gang i den mørkeste undergrund, ved, hvad det står for. Nu er den trykte udgave på vej til at blive fortid. Politikens selverklærede punkentusiast Alexander Sjöberg skriver her nekrolog over magasinet.

Internettet tager livet af legendarisk punkmagasin

Pr-foto Maximum Rocknroll / Collage: Alexander Sjöberg
Pr-foto Maximum Rocknroll / Collage: Alexander Sjöberg
Lyt til artiklen

»Det er med tungt hjerte, at vi må annoncere, at Maximum Rocknroll stopper som månedligt printmagasin«.

Sådan indledes et facebookopslag, der på få timer er blevet det helt store samtaleemne i punkens verden. Det frivilligt producerede magasin fra San Francisco har eksisteret siden 1982, men nu er det tilsyneladende slut.

Maximum Rocknroll var bladet, man sendte sine fedtede demooptagelser på kassettebånd til for at få den bedste og mest læste anmeldelse. Her kunne man orientere sig om de mest hårdkogte, grænseoverskridende og nittevestklædte bands – fra Black Flag til nutidige trendsættere som Hank Wood and the Hammerheads.

Og det var her, danske bands som Gorilla Angreb, No Hope For The Kids og ikke mindst Amdi Petersens Armé blev præsenteret i de glade 00’ere, da såkaldt K-town-punk, altså punk fra København, slog igennem i udlandet. Nutidige københavnske bands som Big Mess og Motorsav er der også blevet plads til.

I Maximum Rocknroll foregik også en kulturudveksling, der betød, at jeg kunne have en udpræget nørdet samtale med en flok punkere på Borneo, jeg mødte forrige sommer. Trods de mange tusind kilometers afstand kendte vi til de samme bands, de samme historier og de samme trends. Så stor indflydelse havde bladet.

Og så var Maximum Rocknroll samtidig et politisk magasin. Det var totalt udelukket for store såkaldte mainstreampladeselskaber som Sony, Universal og EMI at reklamere i bladet. Ja, selv det at reklamere for en profitorienteret virksomhed kunne være problematisk.

Fanger i amerikanske fængsler var ofte at finde i klummer og andre tekster om livet på indersiden af murene. Og i de senere år har især identitetspolitik foldet sig ud i spalterne, efterhånden som de mange hvide mænd på punkscenen har fået selskab af stadig flere kvinder og minoritetsgrupper.

Men nu er det forbi, i hvert fald i den kendte form. »Punkundergrunden har ændret sig, og det samme har printmediernes berettigelse«, lyder det bl.a. i begrundelsen fra bladet, der altså nu lukker.

Tre numre mere bliver det til i 2019, og herefter ændrer Maximum Rocknroll karakter. Anmeldelserne, der for mange er helt centrale i udgivelsen, vil fremover være at finde online på bladets hidtil noget skrabede hjemmeside. Maximum Rocknroll fortsætter desuden med at lave et ugentligt radioprogram, ligesom de har gjort siden 1977.

Og mon ikke man også fortsat har tænkt sig at passe godt på det enorme arkiv af punkvinyler, -bånd og andre udgivelser, der har hobet sig op i bladet hovedkontor i San Francisco; i punkkredse er det kendt som det største punkarkiv i verden og har nærmest legendarisk status.

Uanset hvad er der ingen tvivl om, at noget er gået tabt. For det er altså ikke helt det samme at besøge en hjemmeside, som det er at læse et blad lavet med kærlighed, mens man hænger over en snavset bardisk i en af verdens punkafkroge.

Alexander Sjöberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her