Som han sad der ubevægelig, nyklippet og i sit pæne jakkesæt lignede Leif Ove Andsnes ikke en mand, der skulle skrive et nyt kapitel i musikhistorien og samtidig flytte en hel Tivoli-sal følelsesmæssigt imens. Men det gjorde han, den 49-årige nordmand, med en udgave af landsmanden Griegs klaverkoncert i en helt ny, gammel klangdragt, blottet for brillans og vilde effekter. Og i stedet serveret som smidig, nøgen kammerpoesi med et uhørt højt energiniveau.
Programmet var skandinavisk og meget nyere end den barokmusik fra 1700-tallet, det lille orkester Concerto Copenhagen normalt befinder sig i: Foruden Griegs klaverkoncert fra 1868 var det svenske Franz Berwalds ouverture til operaen ’Estrella de Soria’ fra 1862 og så vores eget nationalromantiske hovedværk, Niels W. Gades 1. symfoni fra 1842. Der var med andre ord tale om et orkester på udebane, der mødte den romantiske ekspert Andsnes – som til gengæld aldrig havde spillet med et periodeorkester som CoCo før.
