Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

»Jeg er så heldig, at jeg har sat nogle spor her rent musikalsk, som ikke stryger, den dag jeg selv slutter, siger Bent Fabricius-Bjerre.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bent Fabricius-Bjerres opskrift på det søde liv: Musik, en halv flaske rødvin dagligt, salat til frokost, tennis og gode gener

»Jeg har ikke noget imod, at jeg er blevet et slags ikon på grund af min alder«, lyder det fra den musikalske kat, der i dag fylder 95 år.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

95 ÅR I DAG:

Egentlig var han jo kendt for at være melodisk far til udødelige temaer til folkelige mastodonter som ’Olsen Banden’ og ’Matador’, for at have ladet ’Alley Cat’ danse henad tangenterne og helt til toppen af de amerikanske hitlister tilbage i 1962 og for i moden alder at gøre comeback under sit amerikanske kunstnernavn, Bent Fabric, med albummet ’Jukebox’. Det fejede dansegulvene i de klubber, hvor ungdommen befandt sig.

Men egentlig er Bent Fabricius-Bjerre i de senere år mest kendt for sin alder, der i dag passerer 95 år. Altså for at være en cool musikalsk kat af en vis alder, som ikke desto mindre medvirker som sig selv med et bijob som politisk ukorrekt bordelvært i en legendarisk cameo-rolle i den første ’Klovn’-film og i respektindgydende god form stiller op til både det ene og det andet. Sådan var det egentlig også i 2004, da jeg interviewede Bent Fabricius-Bjerre, som midt i en skilsmisse og kort før sin 80-års fødselsdag sagde:

»Jeg har ikke noget imod, at jeg er blevet et slags ikon på grund af min alder. Det er skægt nok, og hvis det kan gøre det lettere for andre i samme alder at begå sig, er det fint. Eneste problem er, at det hele tiden minder mig om, hvor gammel jeg er, og det er ellers ikke noget, jeg tænker over. Jeg bliver chokeret, når jeg ser folk på 80 år, som næsten ikke kan røre sig, så tænker jeg uvilkårligt: Nej, det er da ikke mig, det der? Og det er det heller ikke, for i virkeligheden har alder intet med et år at gøre. Det handler udelukkede om, hvad man formår fysisk og psykisk«.

For Bent Fabricius-Bjerre er det klart, at han har formået ubegribelig meget i sin karriere, både som komponist, pianist og forretningsmand. For Bent Fabricius-Bjerre lagde ud i musikbranchen som entreprenør, mange årtier før den slags kom på mode for musikere. I 1950 grundlagde han som ung jazzpianist pladeselskabet og musikforlaget, Metronome, som blandt andet udgav parret Nina og Frederik.

Snart udvidede han biksen til også at omfatte film, biografer, video og tv og kunne derfor sælge Metronome i 1996 med god fortjeneste. Da var Bent Fabricius-Bjerre for længst blevet et navn, man kendte i hver en dansk husholdning. Først som tv-stjerne i sit eget program ’Omkring et flygel’, hvis kendingsmelodi han naturligvis selv skrev og dermed scorede sit gennembrudshit - det, der i USA blev kendt som ’Alley Cat’ - og så med de talrige temaer fra film og tv. ’Jeopardy’, ’Olsen-Banden’, ’Slå først Frede’, ’Matador’ - you name them, han har skrevet melodierne.

Faktisk var det et tilfælde, at Bent Fabricius-Bjerre, der voksede op på Frederiksberg i 1920’erne og fra sit femte år var så grebet, at musikken, at han røg ud af skolen uden realeksamen, blev hele Danmarks huskomponist. Det var jazz, der var den lidenskab, som fik han til klaveriaturet igen og igen og musikken blev også indgangen til filmens verden.

Et bekendtskab med instruktøren Jørgen Roos fra jazzmiljøet i København gav ham de første opgaver for Nordisk Film. Hos det store filmselskab i Valby mødte han Erik Balling og et mangeårigt makkerskab blev grundlagt med ’Poeten og Lillemor’ i 1958.

»Vi udviklede et helt specielt internt sprog, så vi straks vidste, hvad der skulle til, hvis der for eksempel skulle bruges ’cigarkassemusik’. For en filminstruktør er det rart at arbejde tæt sammen med en komponist, for det er svært at forklare, præcis hvad det er for noget musik, man forestiller sig til de enkelte scener«, forklarede Bent Fabricius-Bjerre mig dengang i 2004, hvor han stadig havde sin og Jeppe Kaas musik til ’Blinkende lygter’ i frisk erindring.

Siden da tyndede det ud i filmbestillingerne, men aktiv har Bent Fabricius-Bjerre altid været, drevet af sit utålmodige sindelag og en konkret tilgang til opgaverne. Hvor der ikke er tid til diffuse dagdrømme eller anden pjank.

»Jeg har aldrig nogensinde komponeret noget ud i den blå luft. For hvad nu, hvis det ikke kan bruges til noget? Så har jeg spildt min tid. Jeg komponerer ikke af en indre trang, for at sætte et eller andet fri. For mig er det hårdt arbejde og ikke spor romantisk, selv om folk sikkert tror det«, sagde han dengang i 2004 i sit kontor i Nyhavn.

Annonce

Ambitionen har altid været at levere det, der var brug for. Om det så er kunst eller ej, er ophavsmanden ligeglad med. »

Det har aldrig været en ambition for mig at være en stor kunstner... Det er svært for mig at definere kunst, men det er noget med, at man giver andre mennesker en oplevelse. I det øjeblik man gør det, er det vel en slags kunst. Jeg kan ikke komme det nærmere, men jeg synes, at det eneste, man kan måle kvalitet på, er, om det holder. På den led har jeg jo skrevet et par melodier, som holder. Man kan bare aldrig vide, hvad der vil overleve, og hvad der ikke vil«, som han sagde.

I privatlivet har Bent Fabricius-Bjerre fejret sølvbryllup to gange med forskellige kvinder og er nu på sit tredje ægteskab. Selv om ingen af de børn, der er kommet ud af forholdene, har kastet sig over musikken, mener komponisten, at familielivet har været både en musikalsk inspiration og er en af grundene til det lange, lykkelige og arbejdssomme liv.

De andre grundpiller er en halv flaske rødvin dagligt, salat til frokost hver dag, tennis og gode gener. Bent Fabricius-Bjerres mor blev 104 år. Men først og fremmest skal forklaringen findes i glæden ved arbejdet, hvorfor ordet pension ikke findes i den ordbog, Bent Fabricius-Bjerre alligevel ikke har tid til at slå op i for at sætte begreber på sit liv.

»For mig at se er det noget pjat, at man skal trække sig tilbage og gå på pension. Der er folk, der har det godt med det og fint for dem. Jeg ville selv dø af det. Af kedsomhed, for jeg skal lave noget hele tiden«, sagde han i 2004.

Hvor han også beskedent gav udtryk for en vis glæde over skaberværket, der - trods alt - vil overleve ham selv.

»Jeg er så heldig, at jeg har sat nogle spor her rent musikalsk, som ikke stryger, den dag jeg selv slutter. Egentlig kan jeg jo være ligeglad, for jeg vil ikke være her, men det er dog en vis tilfredshed, at man har lavet noget, som vil overleve en selv. Og så har jeg i øvrigt haft et fantastisk lykkeligt liv. Bare alle havde det lige så godt, som jeg har haft«.


Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden