0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ti år er lang tid i poppens verden. Men det var værd at vente på Adeles bedsteven

Jack Peñate var en af de unge lovende løver i britisk popmusik for 10-12 år siden, men så tog han en lang pause.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR
Foto: PR

Jack Peñate er barnebarn af forfatteren Mervyn Peake.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jack Peñate blev betragtet som det store hvide håb i britisk indiepop, da Adeles bedsteven i 2007 og 2009 udsendte de to roste album ’Matinée’ og ’Everything Is New’. Verden lå åben for ’Gormenghast’-forfatteren, Mervyn Peakes, barnebarn, men så der skete der ligesom ikke så meget mere.

Efter et par travle sæsoner på landevejen tog Jack Peñate et par fjumreår fra 2010, hvorpå han i 2012 smed en enkelt sang på gaden. Men derudover var der tavshed. Indtil nu, ti år senere, hvor Jack Peñate tager albumtråden op med ’After You’.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om ’After You’ har været ventetiden værd. Ti år er lang tid i en verden, hvor mange tog i den forløbne tid er ankommet og afgået igen fra poppens perron.

Svaret er et om ikke rungende så dog smukt udformet og gennemgående ganske interessant ja. At Jack Peñate er en indtagende sanger og sangskriver, er der ikke noget nyt i. Det er han heldigvis stadigvæk, men der er samtidig kommet en ny tidløs tyngde og en mere demonstrativ ambition over hans projekt.

Når man hører det sprøde arrangement på ’Loaded Gun’ og den stille gospel-gravitas på ’Prayer’, lyder det som sange fra en kunstner, der hellere vil have noget tilfælles med Paul McCartney og Tears For Fears end nutidens overfølsomme streaminggiganter.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter