Der er gået 20 år siden den dag.
En normal dag med et job på en festival … Dukke op fem timer inden. Vente på, at det bliver éns tur.
Jeg kan dårligt huske det …
Det var solskin, tror jeg.
Lou Reed spillede, tror jeg.
Så blev det regn og blæsevejr.
Men lige siden har intet været, som det plejede at være.
Der skete noget uventet, som forandrede alle involverede for altid.
De 9 unge mænd, som blev trampet ned. Tilværelsen for deres pårørendes og elskede, som hele tiden har måttet leve med forestillingen om, hvordan de døde, og affinde sig med, at de aldrig skulle se dem igen. Alle de mennesker på festivalen, som var vidner til det, der skete, og forsøgte at gøre noget, hjælpe nogen på benene, måske, eller gøre et forgæves forsøg på det …
Ingen af os holder nogensinde op med at ønske, at det aldrig var sket.
Nu, 20 år senere, har vi 11 børn mere i bandet. De er alle dyrebare, og der er yderligere 20 år imellem os …
Vores forståelse for alvoren og det tab, drengenes forældre må føle, er vokset eksponentielt. Den forstærkes af forestillingen om, at vores egne børn skulle dø på samme måde som dem, der omkom på Roskilde i 2000.
Det er ubegribeligt, men ikke til at komme uden om. Vores værste mareridt.
Vi sørger hver dag, og det vender sig i os ved tanken om, hvordan de unge mænd døde, og hvad der kunne have været anderledes, hvis bare … Men det står ikke til at ændre.
Og vores sorg er for ingenting at regne i forhold til familierne … mødrene og fædrene, søstrene og brødrene, deres bedste venner …
Vores dybeste medfølelse og undskyldning til de familier, som mistede deres drenge den dag.
Til brødrene og søstrene, bedstemødre og bedstefædre og venner, der mistede deres elskede …
Ingen levede op til deres ansvar i timerne før og i dagene efter tragedien. Festivalen, medierne og os i bandet. Vi trak os og blev vrede, da mange journalister antydede, at PJ var ansvarligt. Vores ord hjalp ikke spor på det tidspunkt. Vi skjulte os og håbede, det ikke var vores skyld. Lige siden har vi gjort vores yderste for at komme ud af skjulet.
Vi har mødt nogle af familierne i årenes løb. Med nogle af dem er der opstået stærke venskaber … vi har trøstet og støttet hinanden. Andre kender vi ikke.
Unge mænd, som elskede PJ og bare ville tæt på. Det var det, der forbandt alle dem, som omkom den dag. Vi håber, at vi aldrig skal komme til at mærke det tab på vores egen krop. Vi håber.
Vi vil altid stå i skyggen af jeres sorg og tab. Vi accepterer denne skygge og vil altid være taknemmelige for at dele dette hellige sted med jer. Et sted, som opstod i fraværet af de 9 unge mænd …
Udtalelse på vegne af Pearl Jam, skrevet af Stone Gossard
Oversættelse: Lorens Juul Madsen
fortsæt med at læse
