Det er 20 år siden, ulykken foran Orange Scene på Roskilde Festival fandt sted, og det er første gang, festivalen ikke afholdes, siden den dag Pearl Jam-koncerten stoppede, og 9 unge mænd mistede livet. Men i år er der ro, i år er der ingen fest. I år kan jeg få sagt ordentligt farvel til min lillebror, Lennart Tobias Nielsen, der døde den nat.
Jeg træder ind i det dunkle rum. Det eneste, jeg ser, er sengen. Han ligger på ryggen under et hvidt klæde. Jeg går til venstre rundt om sengen og nærmer mig. Jeg er ikke forberedt på, hvad jeg vil se, men der ligger han. Helt fin og intakt. Uden en skramme. I årevis drømte jeg, at han prøvede at fortælle mig, at han var blevet levende begravet.
Der er en fra hospitalet til stede i rummet, og jeg beder ham igen og igen fortælle mig, hvordan en obduktion foregår. Jeg vil vide i detaljer, hvordan den udføres, så jeg forstår, at han rent faktisk er død. Jeg venter hvert øjeblik, at han slår øjnene op og med sit flabede grin fortæller mig, at det var en joke, og smilende spørger, om vi skal se at komme af sted ud af dette rædselsfulde, kolde og kliniske rum. Men det er ikke en joke.
Jeg er 25 år, og jeg skal identificere min 21-årige lillebror.
De fleste i min generation ved, præcis hvor de var, da ulykken på Roskilde Festival fandt sted.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar