Det 20. århundredes romantiske komponister udvidede symfonien til at kunne udtrykke et fuldt univers uden ord. To nye album viser hvordan.

Glemte storværker gravet frem: Musikken er dramatisk, underfundig og voldsom. Det er nærmest som at se film med ørerne

Den tyske dirigent Marc Albrecht former Alexander Zemlinskys musik om Den lille Havfrue som en fortælling af brag og smidige bevægelser.  Foto: Marco Borggreve
Den tyske dirigent Marc Albrecht former Alexander Zemlinskys musik om Den lille Havfrue som en fortælling af brag og smidige bevægelser. Foto: Marco Borggreve
Lyt til artiklen

Mens Schönberg og hans elever i Wien omkring år 1900 gik med ideer om at revolutionere musikkens mindste dele, selve tonesproget, skabte komponister som Gustav Mahler og Alexander Zemlinsky deres egne store verdener ved at skrive lange, brede og vilde symfoniske værker med en ekstrem detaljeringsgrad.

Både Mahlers 7. symfoni og Zemlinskys symfoniske digtning ’Den lille havfrue’ oplever i disse år en renæssance efter mange år væk fra koncertprogrammerne. Zemlinsky sørgede selv for at skjule sit værk ved – uden forklaring – at trække det tilbage efter tre opførelser, mens Mahlers 7. symfoni bare ikke har haft samme popularitet som de øvrige symfonier. Måske på grund af en lidt sær femsatset form og mange passager, der minder om anden musik. For eksempel Wagneroperaen ’Mestersangerne fra Nürnberg’, som får lov at være med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her