Mens Schönberg og hans elever i Wien omkring år 1900 gik med ideer om at revolutionere musikkens mindste dele, selve tonesproget, skabte komponister som Gustav Mahler og Alexander Zemlinsky deres egne store verdener ved at skrive lange, brede og vilde symfoniske værker med en ekstrem detaljeringsgrad.
Både Mahlers 7. symfoni og Zemlinskys symfoniske digtning ’Den lille havfrue’ oplever i disse år en renæssance efter mange år væk fra koncertprogrammerne. Zemlinsky sørgede selv for at skjule sit værk ved – uden forklaring – at trække det tilbage efter tre opførelser, mens Mahlers 7. symfoni bare ikke har haft samme popularitet som de øvrige symfonier. Måske på grund af en lidt sær femsatset form og mange passager, der minder om anden musik. For eksempel Wagneroperaen ’Mestersangerne fra Nürnberg’, som får lov at være med.
