Dokumentarfilm har en enorm magt over eftermæler, og de skræddersys efterhånden i højere og højere grad til at få os seere til at tage stilling – for eller imod, offer eller skurk, hvem er tapper, og hvem er taber. I en tid, hvor der er opstået en symbiose mellem dokumentarfilmenes fremstillinger og kommentarfelternes domstolskraft på de sociale medier, tvinges vi til at være mere kritiske over for formålet med de skildringer af virkeligheden, vi præsenteres for.
Jeg er begyndt at se på dokumentarfilm med stor forudindtaget skepsis. For det virker, som om internettets logik allerede på forhånd er indlejret, og Twitter-reaktionerne foregrebet og medregnet. Derfor var det med en hel masse forbehold, jeg satte mig til at se Billie Eilish-dokumentarfilmen ’The World’s a Little Blurry’. For skal vi nu se endnu en firkantet film om et stakkels popikon, der har brændt sig på rampelyset i en kold og kynisk showbiz-verden?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
