Cirka midt i koncerten med Iceage på Summer Days skete der noget ikke så uventet, men til gengæld meget sigende for årets amputerede udgave af Roskilde Festival.
En voksen gut blandt de 500 forreste publikummer (de resterende 500 stod bemærkelsesværdigt meget længere bagved i den zone, de havde købt billet til, og havde deres egen forreste række og deres egen lille fest til den samme musik) ville over afspærringen og op på scenen, hvad han næsten også kom, før et par overraskede og smilende vagter i orange veste noget forsinket og forsigtigt gelejdede ham væk – som om de sammen med den rebelske fan performede et velkendt, men nu ironisk ritual, der ikke var helt til at tage alvorligt i den lige så minimale som logistisk skudsikre og kontrollerede kontekst.
