1987: Fire friskefyre fra den funky surferstat Californien tager godmodigt gas på borgermusikken ved at parodiere coveret til The Beatles-lp'en 'Abbey Road'. Fire mand høj krydser de fodgængerovergangen på Abbey Road kun iført en sok pr. mand. Den hvide sportssok dinglende fra forplantnings- og fornøjelsesapparaturet. Et muntert stunt, der virker efter hensigten. Red Hot Chili Peppers' 'The Abbey Road E.P.' får spaltepladsen i de engelske musikblade. Men tage det alvorligt? Red Hot Chili Peppers som en kommende generations The Beatles? En profeti, som ingen, og mindst af alt de fire gutter selv, ville værdige andet end et skraldgrin og et hujende indianerhyl. Red Hot Chili Peppers var jo bare ugens festlige indslag. Som rap-rock-kollegerne i Surf MC's en energi- og humørbombe, som hurtigt ville gå af mode eller synke til bunds i mere junk end funk, når festen dagen efter var forbi. Men 19 år senere er Beatles-profetien tæt på at være en realitet. På trods af junk og en kronisk mangel på selvhøjtidelighed er Red Hot Chili Peppers stadig på banen med deres blanding af funk og rock, af pop- og opsange, rim og rappende remser. Stærkere og mere relevante end nogensinde. For nu er det faktisk sådan i det 21. århundrede, at når et nyt album fra Red Hot Chili Peppers med års mellemrum ser dagens lys, forventer man et kvalificeret bud på en billet til rockmusikkens højeste rutsjebaner. 1991: Vi veddet ikke endnu, men det er et kulminationsår i rockmusikkens historie. Et skæbneår. Grunge-året, men ikke kun dét. Nirvana udgiver 'Nevermind', Pearl Jam 'Ten', Metallica sit sorte album, Guns'n'Roses dobbelt-albummet 'Use Your Illusions I & II', R.E.M. laver 'Out of Time' og så overrasker de funky springfyre fra Red Hot Chili Peppers med 'BloodSugarSexMagik', der med produceren Rick Rubin ved roret lokker både stadionrock og dybt personlige ballader ud af Anthony Kiedis og vennerne uden at undergrave den grundlæggende fysisk orienterede festrock. Balladen 'Under the Bridge' gjorde Red Hot Chili Peppers med de nye medlemmer, Chad Smith på trommer og guitaristen John Frusciante, til sympatiske superstjerner. Rockmusikere, som åbenlyst fortalte om stofmisbrugets arvæv på sjælen bag tatoveringer og badutspring. Kort efter lå Nirvanas Kurt Cobain død og Guns'n'Roses i rygende ruiner. Metallica ledte forgæves efter frådens nerve, mens Pearl Jam med vekslende held heroisk stred sig vej, og R.E.M. forfulgte deres helt egne mål. De store vindere 15 år senere? De kroniske drengerøve Red Hot Chili Peppers, der måske nok skuffede noget i 1995 ('One Hot Minute'), men tog groft revanche med 'Californication' (1999) og 'By the Way' (2002). På trods af stofferne, der allerede i 1988 fik ram på gruppens første guitarist, Hillel Slovak, og ved flere lejligheder har haft musikerne vaklende på randen af dødsfald og fysisk knockout. Senest John Frusciante, der var langt nede at vende, inden han fandt vejen tilbage til folden og storspillet på 'Californication'. På trods af alderen og stofferne, der efter alle logiske kalkuler for længst burde have stukket en kæp i hjulet for de fire spradebasser, spiller Red Hot Chili Peppers fortsat så smittende som nogensinde. At det er tilfældet,er dobbelt-cd'en 'Stadium Arcadium' et på alle måder lyslevende bevis på. Grotesk stor med sine 28 numre? Nej, herligt stor! Struttende af et helt vildt overskud. »We are the ones that will make you feel better«, lover de på 'Make You Feel Better' og holder, hvad de lover, fra start til slut med dette overdådige smørgåsbord af funky forlystelser og supersympatiske omkvæd fra ørehængernes paradis. Red Hot Chili Peppers bringer ikke egentlige nyskabelser til torvs. 'Stadium Arcadium' er en helt anden slags album. Man kunne næsten sige en slags greatest hits med udelukkende spritnye numre. 'Stadium Arcadium' er gruppens klarøjede tilbageblik. En gennemgang og opdatering af alle de udtryk, Red Hot Chili Peppers igennem årene har fusioneret og bakset med. Fra den tidlige funkpunk a la 'Freakey Styley' i skikkelse af bl.a. 'Storm in a Teacup' (»You try to be a lady/ But you're walkin' like a sour kraut«?!). Via nye bud som 'Snow (Hey Oh)' - på de i 1990'erne langsomt fremvoksende følsomme og tænksomme ballader. På 'Stadium Arcadium' er den modne, men ikke spor overmodne kærlighedssang 'Hard to Concentrate' et rørende skridt helt ind i ægteskabet. Til den på én gang tilbagelænede og massive stadionrock, gruppen perfektionerede på 'Californication' og nu gi'r et dacapo med 'Dani California'. Nummeret er det første hit på 'Stadium Arcadium'. Man ville uden problemer kunne løfte yderligere en halv snes stykker af slagsen. Titelnummeret er formidabelt. Et andet godt bud er den smittende 'Charlie', hvor den gamle fjolle-funky stil er parret med et 100 procent pophit. Budskabet er lige til at gå til: »Everybody ... do the twist/ Get the message ... on Flea's fist/ Move around ... like a scientist/ Lay down ... get kissed«. Årgangsfunk på 'Hump De Bump'. Fornemme pigeportrætter i form af 'She's Only 18' og 'Slow Cheetah'. Den giftige afvisning af dumhedsdiktaturet på 'Torture Me'. Når Red Hot Chili Peppers kan slippe af sted med både stort og småt, og med at slå flikflak mellem alvor og det rene gakkeligak, er det, fordi gruppen bag ved alle sangene i bund og grund er en rytmisk organisme, der siger spar 2 til det meste på denne og andre planeter. Red Hot Chili Peppers har fra første færd ført sig frem med et minimum af tekstiler og bar overkrop. Den fysisk blottede muskuløse og spændstige fremtoning er et helt igennem præcist og rammende billede på musikkens kropslighed. Der er seje sener på scenen. Med sin hoppendekadence, sin ligefremhed, sin toptrimmede storbyindianerkrop og sine halsbrækkende rim er Anthony Kiedis en sanger, der helt originalt legemliggør fusionen af krop og sjæl. John Frusciante, som skærer så skarpt og kæler så blidt med den guitar, der taler karakteristisk og alligevel med mange forskellige stemmer. På samme måde som Chad Smith på trommer og Flea på bassen hele tiden veksler mellem den medrivende puls og den tænksomme detalje. Hvis The Beatles var det store gruppe-geni, inkarnerer Red Hot Chili Peppers på 'Turn it Again' en helt anden musikkulturs fysiske genialitet i sin bandstrukturs fire sammensmeltende verdenshjørner. Det er en guitar, der vil hele vejen til himmels på ryggen af sin ven bassen, der her ledsager Kiedis' trodsbekendelse: »We've got to make due/ with what ever we got/ we get it hot we cool it down/ And then we pass it around ... We've got to move it/ If we want to do our best/ We've got to shake it/ If we want to keep it fresh«. Skal sjælen til vejrs, skal kroppen leve i nuets lys. Det er dér, man danser ind i musikken, bli'r væk og finder sig selv. Man kan vælgeat hoppe i de små sko og spørge sig selv, om ikke 'Stadium Arcadium' burde have været halvt så stor og så meget desto mere komprimeret? Man kunne med lige så god ret spørge en surfer fra Californien, om ikke den næste bølge ser liiige lidt for stor ud. »The risk is/ It worth it/ The disc is/ it perfect?«, spørger gruppen selv på 'We Believe'. Men at satse stort har været hele risikoen værd, synes jeg. Der er mange numre på 'Stadium Arcade', men jeg har endnu ikke fundet et, jeg ville undvære. Selv ikke den lille skæve hymne til seksuelt samkvem på skælvende musikalske ben, der hedder 'If'. Red Hot Chili Peppers er ikke store kunstnere i gængs forstand, men de er mestre i kunsten at lade det hele hænge ud, så det dingler og swinger og hopper og danser og rocker og popper. Og de har aldrig gjort det med en bedre balance mellem overskud og overblik end her. Med denne plade har Red Hot Chili Peppers sat et værdigt og omfattende punktum for gruppens hidtidige udvikling og historie. Det kan ikke gøres bedre. Så skal de videre herfra, skal der ske noget andet næste gang. Men går det, som det plejer, varer det nok en tre-fire år, før man får svaret på dét spørgsmål.