Siden sidste halvdel af 1980'erne har Sonic Youth fra New York tilhørt den alternative rockmusiks avantgarde. Hvad det vil sige? Noget i denne her retning: Sonic Youth har vist 117 andre hvide rockmusikere vejen til genopdagelse af rockmusikkens mest ortodokse instrument, guitaren, i en musik, der har kraftigt personligt temperament. Musikken er lige så grim, som den er køn. Og lige så emotionel, som den er intellektuel. Mens støjrockens varebetegnelse grunge gik i sig selv igen i løbet af 1990'erne, blev Sonic Youth ved med at bruge guitarstøjen. Dels som et alternativ til hitliste-rockens mere harmonisøgende melodier og tekster. Dels som et punket kunstgreb, der sætter skønheden i relief. På nyheden 'Sonic Nurse' tjener eksplosioner af elektrisk guitarstøj fortsat begge formål. Det overraskende er, i hvor høj grad Sonic Youth stadig lyder som et band, der er decideret sultent efter at udforske og undgå rockmusikkens klicheer - også dem, gruppen selv har været med til at skabe. I sammenligning med nogle af bandets ældre udgivelser trækker 'Sonic Nurse' flere tråde tilbage til 1960'ernes eksperimenterende rock. Og tråde er i den forbindelse ikke noget upræcist ord, for dele af Sonic Youths arrangementer minder mere om lag på lag af avanceret knyttede tråde i spindelvæv end om lineære melodier, der begynder i den ene ende og helt forudsigeligt ender i den anden. Sangene på 'Sonic Nurse' har bestemt både hoved og hale, men begge dele ser tit mærkværdige ud. Aparte. Chokerende. Eller vemodige. Dunkelt vemod er en stemning, der kommer og går og vender tilbage igen på 'Sonic Nurse'. Enkelte gange som i sangen 'Dude Ranch Nurse' ender eksperimenterne i det ensformige og kedsommelige. For det meste sker det modsatte. Mens sælsomme popvignetter dukker op i baggrunden åbenbarer sammenspillet mellem guitarer, bas, trommer og enten kvinde- eller mandestemme noget, der lyder som blinkende galakser af elektriske guitartoner. Bag underlige titler som 'Mariah Carey + Arthur Doyle' og 'Paper Cup Exit' gemmer sig en inspireret og kompleks guitarrock, der i stemninger spænder fra det tyst forknytte til jubel understreget af guitarernes radikalt hvinende sødme. Man ved heldigvis stadig ikke helt, hvor man har Sonic Youth. Kun at det tit er rart at være dér: I lyden af et band, der kan spille, så støjkrystallerne synger og slår revner.