Forhindringsløb gennem de mørkeste egne af sjælen. VM for blærerøve. Og metalsange, der først er blevet radbrækket, så rullet i napalm og pigtråd. Slipknot. Blandt nu-metal-scenens konger, selv om de på deres nye album, 'Vol. 3: The Subliminal Verses', helt har droppet de rappede vokaler. Til gengæld har Rick Rubin - der har tryllet med både Beastie Boys og Johnny Cash - produceret Iowa-gruppens seneste primale og alligevel gennemstrukturerede tour de force. Og han har skabt et transparent syn ned gennem det ni mand høje bands detonationer. Slipknot mestrer kunsten at sprøjte galde og aggression, fortrydelse og angst ud i überkontrollerede og højdisciplinerede doser, og det kan være en decideret berusende oplevelse, ikke mindst fordi Slipknot hele tiden skifter gear og trækker masser af melodier frem lige under den hårde hud - sågar brudt af et par ganske knugende ballader. Nihilisme og brutalitet, selvhad og den gode gamle angst gennemsyrer også teksterne, som er inderlige, men ikke altid overdrevent velskrevne. »You learn the lessons and immediately forget them« har Nietzsche for eksempel formuleret noget bedre. Men fra hvirvlerne af breaks, støj, dobbeltpedaler og lag på lag af guitarer, trommer, bas, pladespillere og samplere (med lidt drum'n'bass!) vokser alligevel en fornem melodisk udgave af Slipknot på et både forkrampet og fuldt udstrakt album.
Kontrollerede sprøjt af angst
Lyt til artiklen
