I slutningen af 1990'erne var britiske Tricky notorisk kendt for sin mørke, krinkelkrogede musikverden, der som en såret og dæmonisk sort hingst kastede lyttere af i en rasende fart. Pladetitler som 'Nearly God' og 'Pre-Millenium Tension' dækkede over en indædt trods og afmagt over for branchens massefremstilling og -forbrug af musik, udtrykt i gnidrede, stønnende og stadig mere desperate indadsnoede spiraler. Lydbilleder på en sjæl i vildrede. Mindre lyttervenligt i bred forstand, men altid vanvittigt fascinerende. Men så i 1999 skete der noget. En ny Tricky så dagens lys. Først kom albummet 'Juxtapose', hvor han droppede enmandsgenitanken og gennem hele albummet arbejdede sammen med hip hop-producerne DJ Muggs og Grease. Derefter kom så i 2001 'Blowback', efter at hans diætist mente at have fundet de vises sten: Trickys indadvendte, selvpineriske adfærd skyldtes ikke den nævefuld joints, han sugede indenbords hver dag, men derimod - fejlernæring. Tricky blev sat til at terpe madpyramiden, hvorefter han med så usandsynlige samarbejdspartnere som for eksempel Alanis Morrissette(!) og Cindy Lauper(!!) altså indspillede 'Blowback', der rent faktisk åbnede sig i en temmelig gavmild vinkel udad, blandt andet i kraft af den regulære Morrisette-popsang 'Excess'. I processen med sit syvende album, 'Vulnerable', har Tricky angiveligt fået endnu et hak opad på humørskalaen - han er flyttet til 'the sunshine state', Californien, hvor solen og livsstilen skal have en saliggørende virkning på den nu 37-årige Adrian Thaws' generelle konstitution. Dejligt for Tricky, at han har fået det bedre. Men som tilhører er der noget pinagtigt kedsommeligt ved at følge ham i denne dannelsesproces fra knuget mørkemand til normalt fungerende individ. Og sådan har det været på de seneste tre album - samarbejdspladen 'Juxtapose', helsekostpladen 'Blowback' og nu også solskinspladen 'Vulnerable'. De virker ved første ørekast som farbare musikalske veje for Tricky, men det står snart klart, at de mangler initiativ, og at deres kunstneriske stamina (forhåbentlig!) klart overgås af den terapeutiske værdi for deres skaber. Og så er der ingen af dem, der tåler sammenligning med den plade, der er Trickys mesterværk og forbandelse: 'Maxinquaye' fra 1995. Hvor berusende må det ikke have været at befinde sig i Trickys sko dengang! Den dubbede og flimrende klaustrofobiske studiemusik fra Bristol, der gik under navnet trip hop, havde fået en hel musikverdens udelte opmærksomhed gennem Massive Attacks og Portisheads første plader - og nu kulminerede hele skidtet med netop Trickys debut. Men han hadede musikindustriens gennemknepning af trademarket 'trip hop', og ligesom en anden 1990'er-musikpioner, nemlig Nirvanas Kurt Cobain, kunne han mindst af alt holde ud at se sig selv i centrum som ikon på det hele. Derfor de følgende fire års hovedspring ind i mørket. Men det er historie. På mandag foreligger med 'Vulnerable' endnu et kapitel om Tricky. Men som antydet er det ikke et synderligt spændende kapitel. Velsagtens i en slags forsøg på at illustrere pladens titel, ser vi på coveret Tricky stå i bar overkrop og kigge ind i kameraet. Men det er en gang visuel narrefisse, for hvis der er noget, han ikke er, så er det da blottet, som han poserer dér for societyfotografen Anton Corbijn: på rustik gul baggrund med sin torso dækket af tatoveringer, retrosmart minihanekam på issen og underbukserne oppe om navlen, hip hop style. Samme tendens gør sig gældende i musikken. I en tjekket, lejlighedsvist kompleks og oftest velkørende maskine af sofistikerede beatambitioner finder vi foruden Trickys så velkendte mumlen også hans nye partner, den italienske sangerinde Costanza Francavilla. Hun gør det faktisk glimrende, hendes lidt spinkle vokal udstråler både uskyld og lidenskab. Men det er ikke blottelse og sårbarhed, der præger 'Vulnerable', tværtimod: Trickys snøvlerap er som sædvanlig umulig at forstå, og når den formaliseres i albummets tjekkede rammer, bliver distancen næsten kikset. Temaer som ensomhed og religiøsitet anes, og det er muligt, at man finder andet og mere, hvis man virkelig kaster sig ind i værket, finder alle teksterne på internet og nærlytter pladen med en ildhu som en anden videnskabsmand. Men det er jo heller ikke at gå i dialog med pladen på dens egne præmisser. Det er det derimod, når man konstaterer, at håndværket er fint og produktionen disciplineret - selv om den er for rig på hårdtpumpet heavyguitar og for fattig på egentlig definerende kendetegn. Og så er 'Vulnerable's største problem, at den overhovedet ikke er rørende. Kun på Cure-coverversionen 'The Love Cats' og pladens bedste nummer, den smægtende afsavnshymne 'Car Crash', er vi tæt på, og det er altså ikke godt nok. Tricky skal jo betyde noget! Selv hans allersorteste øjeblikke i sluthalvfemserne betød sgu noget! Da var det til at høre, at manden havde noget på spil. Sådan er det ikke længere. Og selv om 'Vulnerable' bestemt har sine øjeblikke, er det ikke en plade, der vil blive husket. Tricky er ved at skrabe bunden i sin kulturelle kassekredit, og hvis han ikke snart formår at vende sin karriere, risikerer han at miste ikke bare sin berettigelse, men også den legendestatus, han vitterlig har fortjent.