Musikken er solid og ensformig poprock, men bliver iørefaldende, fordi den bliver fyret af med energi og overbevisning. På samme måde er teksterne heller ikke just studier i elegance, men de går lige til sagens kerne. Udtrykker med knæk og bræk klart og tydeligt en ung mands ærlige selvcentrering i en grad, så man, sammenholdt med Christians overvældende succes, ikke kan undgå at se ham som en slags generationstalsmand. En rolle han villigt tager til sig på 'Min fremtid', hvor han springer ud som protestsanger (»korrupte statsledere tager magten«) med et mere irriteret end deprimeret udgangspunkt (»Jeg er så træt af feje mennesker«). Han er fuld af selvtillid, men evigt forurettet: »Du har misbrugt min tillid/ krænket min stolthed« - og værst af alt - »undervurderet mig«. Det er nemt at undervurdere Christian, men dumt at gøre det. Christian er måske nok elefanten i dansk rocks ikke synderligt glamourøse glasbutik. Men hvad er sjovest - at være elefant eller glasbutik?