Det er sjovt med tekstur i musik. For det er ikke noget, man tænker synderligt meget over. Ikke før et luksuriøst vævet tæppe af forunderlige lyde, spraglede klangflader og kildrende melodier springer op fra papiret og kommer til live i hovedtelefonerne. I dette tilfælde hvirvlet ind i en engleblid kvinderøst, der synger med en gåselevertyk fransk accent. Pas mal! LÆS OGSÅUnik dansk sangerinde rammer plet med vidunderligt album Under laget af lyde gemmer sig sangerinden Melody Prochet, som i et uhyre vellykket slalomløb med bagmand i psychrockrevivalisterne i Tame Impala, Kevin Parker, har fundet frem til lyden af Melodys ekkokammer. Og her er godt at være.
Retroforelsket kollagepop Bedst er Melody, når hun på numre som 'You Won't Be Missing That Part of Me' og den efterfølgende 'Some Time Alone, Alone' folder sine sange helt ud i en veludført og retroforelsket omgang kollagepop, hvor hver enkelt lillebitte lyd spiller sin egen rolle i det samlede billede. Fra små, skrøbelige sølvtråde af knitrelyde til store, varme flader af tyk, ulden pels spillet på Parkers elektriske guitar udsat for et arsenal af effektpedaler, der kan skabe den helt rigtige fuzzy følelse af fuldfed tekstur. LÆS OGSÅDylan-lignende knægt er det nye Oasis Melody Prochets stemme er i sig selv ikke noget særligt. Men det har Parker og Prochet taget vare på ved at udsætte hendes stemme for mindst lige så mange effekter som førnævnte guitar. Og det fungerer rigtig godt til hendes lyse, sarte vokal, der nærmest kommer til at lyde som et instrument i sig selv, ikke ulig en kollega som canadiske Grimes, der også ynder at forvrænge sin egen stemme til klædelig ukendelighed.
Inspireret af de døde En uomgængelig reference til Melody's Echo Chamber er det engelske orkester Broadcast, der for snart to år siden mistede sin fabelagtige sangerinde Trish Keenan, der døde af lungebetændelse som 42-årig. Det var et kæmpe tab for klodens lille niche af psykedelisk inficeret pop. Men jo mere jeg lytter til Melody's Echo Chamber, jo flere referencer hører jeg til Broadcasts musik, og det er virkelig opløftende. Keenans spøgelse synger videre her. LÆS OGSÅSidste års sovetryne er helt urørlig på ny popplade Når albummet ikke slår vildere ud på karakterskalaen, skyldes det simpelthen, at Melody stadig er for sukkersød på fransksprogede numre som 'Bisou Magique' og den Stereolab-klingende 'Quand Vas Tu Rentrer?'. Når hun lærer at dosere sin sødme, kan hun blive rigtig god.