Telestjernens andet album er en henrivende kortslutning af modsatrettede signaler. Manden ligner en vild vikingekriger, men synger med den sødeste stemme.
Sangen, han synger, handler om en dansk provinsvirkelighed, hvor safterne smører stripperstangen, og de blå øjne hænger lige for enden af knytnæverne. Serveret i kitschede rockarrangementer som en slags ’Nordkraft’ dyppet i ørehonning.




























