Har man én gang revolutioneret popmusikken, er det svært ikke at blive målt med pænt ambitiøse alen. Den skygge har Massive Attack bokset med gennem de sidste 10 år – efter at det britiske producerband i løbet af 1990’erne hamrede deres tre første album ind i musikhistorien, så det hele forskød sig lidt. Nedad. Med deres blå baslinjer, cinematiske opbygning og dommedagstunge dub-ekko opfandt Massive Attack først triphoppen med ’Blue Lines’, satte tidens tone på ’Protection’ og frøs til sidst sjælen fast i en apokalyptisk kulde på ’Mezzanine’.
Mesterligt og så langt fra det udvandende alibi af et album, som Robert ’3D’ Del Naja stort set alene skabte i 2003 med det minimalistiske ’100th Window’. Nu er den mumlende makker Grant ’Daddy G’ Marshall tilbage ved Del Najas side i studiet, og selv om de to mørkemænd ikke genopfinder sig selv eller slipper nye revolutioner løs i en tid, hvor folk som dubstepkomponisten Burial og de svenske spøgelsestvillinger i The Knife har udvidet det elektroniske lydlandskab, Massive Atttack en gang var hovedarkitekten bag, er det stadig en udsøgt fornøjelse at blive trukket ned i dybet, hvor de underspillede lydbomber detonerer. Da Brian Wilson var på sit højeste som gal-genial bagmand i The Beach Boys og tumlede rundt mellem syretrips, dæmoner og skabelsen af mesterværket ’Pet Sounds’, begyndte han at bygge sine sange op som montager af flere sekvenser optaget i lydforskellige rum.
