Med sans for dramatik springer den odenseanske kvintet The Kissaway Trail direkte fra den tre år gamle debutplade til udgivelsen af deres tredje album, ’Sleep Mountain’. I de mellemliggende år har bandet med de store følelser uden på guitaren skrevet, indspillet og skrottet et helt album. Det kasserede album føltes efter sigende ikke rigtigt. Og hvis ikke det emotionelle pendul svinger, er der slet ikke noget, der svinger hos The Kissaway Trail. På 14 nye sange har The Kissaway Trail igen fundet de store følelser frem, og med samme folkrockende udgangspunkt som sidst iscenesat dem efter en gejsers dramaturgiske kurve. Den melodiske fingerspidsfornemmelse er intakt, og hver sang vil gerne være et riv hen over brystkassen, der får hjertet til at banke euforisk. De håndterer ubesværet den pompøse form, men mangler stadig dét indhold at hælde i, som skaber virkelig store sange.
Sange så store, som The Kissaway Trail tydeligvis søger imod. Lokummet brænder bare ikke rigtig. 'Sleep Mountain’ er lidt som den champagne i plastikglas, de synger om i den fremragende ’New Year’. En udsøgt champagne, der ikke får modspil. Blikdåsesang fra rummet Propperne sprang allerede for tre år siden, da The Kissaway Trail tilsluttede sig det kuld af danske bands, der i en mere flad musikverden – hvor de store stjerner falmer og den globale nichekulturen sætter dagsorden – fik opmærksomhed og dermed succes i udlandet. Det engelske pladeselskab Bella Union udgav den selvbetitlede debutskive og sendte The Kissaway Trail på tour sammen med The Editors til en rosende stjerneregn fra både britiske aviser og musikmagasiner.
