Kurt Thyboe er ikke ligefrem genert af sig. Han lægger ikke en dæmper på egoet eller går stille med de sproglige saloondøre. Når Thyboe kigger på livet, er alle farver på skærmen skruet helt op. Her er ingen sprækker af grå kedsomhed, ingen trivialitet eller små nuancer. Livet er enten lysende magisk eller bundråddent. Det er sådan, han taler som boksekommentator, sådan, han skriver (med uhæmmet brug af versaler og udråbstegn), og det er sådan, han fortæller sin egen historie på spoken word-albummet ’Thyboe vs. Thyboe’. Mens musikeren Mads Brøbech Jørgensen (også kendt som den kreative sprællemand Mani Spinx) lægger medfortællende klaverstykker, autotunet kor eller smidig Stevie Wonder-soulfunk ind under Thyboes ordrige fortællinger, doserer Thyboe af sin erfaring med livet, døden og tangodansen med dæmonerne. Sproglige klicheer Produceret som et knitrende telefonopkald fra det Barcelona, Thyboe har beboet i flere år, indledes livsvisdommens lektioner med en brunstig besked om, at livet begynder med de 70, og ender det hele med den melodramatiske beretning om den dag i 2003, hvor Kurt Thyboe kollapsede i en nærdødsoplevelse, der bagefter forvandlede machomanden til en kærlighedskriger. Begge udgaver af Thyboe er gennemsyret af den drivende sentimentalitet, der sætter dagsorden undervejs. Både i bekendelsen om galopperende cokeforbrug, oden til en prostitueret og i den sømandssejlende udgave af ’Ølhunden glammer’. Helt frem til den dag, Kurt Thyboe døde. Og genopstod med klarsyn og kærligheden.
LÆS OGSÅ ' El Tigre' eller 'Silverfox'? - det er altså bare Kurt Thyboe
Med sine forsimplinger og fortærskede klicheer deler han vandene, men i mindre portioner kan jeg egentlig godt lide Kurt Thyboes uortodokse figur, der nok slår nogle gevaldige huller i luften, før han træffer en tilfældig kæbe i nærheden, men i det mindste har en personlighed, der her kommer mere til syne end på efterårets tomgangsrumlende udgivelse ’Thyboeblaster’ med Grafisk Musik.
Musikalsk får han lidt for flagrende og genrelåst modspil, og de ufiltrerede fortællinger bliver i længden for tyndbenede i deres postulerede visdom. Men Thyboe kalder sig selv for »entusiasmens sidste dinosaur«, og han er som et krøllet postkort i technicolor fra en svunden tid af mytomaner og røgfyldte barer, der sænker paraderne et øjeblik. Men sprogligt er han bare ikke nogen Norman Mailer eller Hemingway.
Beatnik Høxbroe
En anden og et halvt liv yngre poet, der også dyrker sine forbilleder, så det kan mærkes helt ned i kommasætningen, er den danske beatnik Claus Høxbroe.
I flere år har han været en fast figur på den københavnske digterscene med en markant dyrkelse af det jazzrytmiske og personligt observerende spor, der løb tilbage til Jack Kerouac og beatnikbiblen ’On The Road’. Høxbroe gør dog et væsentligt dansk mellemstop på beatsporet. Hos Dan Turèll. Her låner Høxbroe både diktion og de poetiske håndbremsevendinger i det konstant flydende sprog: »ingen penge har vi nok af/ og nyt tøj har vi haft/ sagde min morfar altid«. Men i samarbejdet med musikeren Morten ’Umpff’ Langekilde, får Høxbroe alligevel vist, at han mere forvalter og fornyer den storbyromantiske arv end bare kalkerer den. Særligt musikalsk. Klar diktion
