Så har vi balladen igen.
Da den amerikanske rapper Eminem for et par uger siden udgav singlen ’Rap God’, var både amerikanske kommentatorer og homoseksuelle organisationer straks ude for at ryste på hovedet og lægge afstand til Detroits enfant terrible.
Dels ripper den 41-årige rapper op i det sår, man troede var helet med hans Elton John-duet i 2006, med sin let skjulte homofobi i linjerne: »Little gay lookin' boy/ so gay I can barely say it with a straight face lookin', boy«.
Dels udfodrer Eminem den offentlige censur ved at gentage de præcis samme linjer, han fik censureret tilbage i 2000: » Like that one line I said on ’I'm Back’ from the Mathers LP1/ Where I tried to say I take seven kids from Columbine/ Put em all in a line, add an AK-47, a revolver and a nine«.
Mere slatten end eksplosiv
Som et varmesøgende projektil går han efter konflikten. Alt er altså tilbage ved det gamle hos Eminem. Bogstaveligt talt.
Efter et årti, hvor hans popularitet er faldet, i takt med at vreden er kølnet af, og hvor han i stedet har kæmpet – både privat og på de seneste album – med at tage de 12 trin ud af et stofmisbrug, genbesøger Eminem nu sit vrede hovedværk, ’Marshall Mathers’.
Ikke for at lave en fortsættelse i filmisk forstand, men for at gå i dialog med sig selv. Eller med alle sin tre personligheder: Marshall Mathers, Slim Shady og Eminem.
Han vil tilbageerobre rollen som den undertrykte vredes hvide ventil. Pestilensen, det pæne Amerika ikke kan få kontrol med.
Eminem stævner tysk bilgigantMen hans kontroversielle trick er set før og virker mere falmede end farlige (som i skuldertrækket: Nå, ja, det er bare ham Eminem, der sprutter lidt igen på tilværelsens stegepande). Ligesom Eminems 1980’er-flirt med rock og rap er mere slatten end eksplosiv.
Tilbage står et værk, der både forsøger at reflektere sig selv og overbelåne fortiden for at genvinde betydning i et komplet forandret popmusikalsk landskab. Uden at nogen af delene lykkes.
Men gang på gang under det 78 minutter lange album demonstrerer han sine evner til at rime som ingen anden. Hans vrede er måske ikke så giftig mere, men hans sans for ordspil og levering er stadig i en liga for sig.
Byder fortiden op til dans
En snerrende Eminem åbner sit ottende album: »It’s like I'm in this dirt, digging up old hurt/ Tried everything to get my mind off you, it won’t work/ All it takes is one song on the radio you’re right back on it«.
Det kunne være ham selv, han rappede om, men i vanlig Eminem-stil bliver vi smidt hovedkulds ind i et rollespil.
Det er lillebroderen til ’Stan’, der taler og er ude efter hævn for storebroderens død på det første Marshall-album. Andre gengangere er hadet til faderen, en undskyldning til moderen og den evige saga om Eminems forgiftede kærlighed til barndomskæresten Kim.
Eminem vender tilbage til filmenEminem byder fortiden op til dans, mens han gennem slagkraftige ord-tirader betragter trin og forbindelser mellem historie, medier og hans til tider interessant selvbevidste overvejelser.
Det sidste står stadig intelligent og blinker som udsagn med forskellige afsendere. Men temaerne er ikke de eneste spøgelser her.
Med produceren Rick Rubin inde over har Eminem fået mulighed for at slibe sine blærede multirim af over guitartunge beats, der kunne være glemt på et kassettebånd fra Beastie Boys’ 1986-indspilninger af ’License to Ill’.
Påtaget ballade
Den lysende stjerne Kendrick Lamar er blevet lokket i baghold (smart af den aldrende hiphopchamp Eminem) og synger sig gennem en leg med Wayne Fontana & The Mindbenders’ 1965-pop sang ’Game Of Love’.
Og så bliver det tærsket langhalm på Eminems gamle vinderformel af hårde rim og bløde poplinjer. Men hvad end de kommer fra Rihanna eller Fun.’s Nate Ruess, blegner de som kopier af forlæg som ’Stan’.
Musikalsk mangler Eminem den desperation, der driver hans rap. Selv når han smart får flettet Zombies’ ’Time Of The Season’ ind på ’Rhyme Or Reason’, kan jeg ikke lade være med at tænke: Kanye West er jo lysår foran, når musikhistorien skal fuckes up.
LÆS OGSÅ Eminem imponerer med satire og tunge beats
Det er sjovere at følge Eminem rundt i hans spejkabinet af gamle triumfer end at høre ham rydde op i sit liv.
Men den teknisk stadig uovertrufne rapper får rodet sit talent ind i en musikalsk blindgyde, hvor al optræk til ballade mere føles påtaget end som rap over nallerne til moralens løftede pegefinger.
fortsæt med at læse
