At Beck næsten forsvinder i en morgendis på coveret af sit nye album, er ikke overraskende.
Han har altid været mere tåget end fast i konturen. Nej, det overrumplende er, hvor helstøbt Becks narkotiske melankoli er. Efter så mange års smådeprimeret flakken.
Tågen stod allerede tæt i sammenstødet mellem rustne folk-sange og knækkede hiphopbeats, der blev Becks 1990’er-signatur.
Tilsat virile samplinger og et syrebad af slacker-attitude i de krøllede tekster tegnede Beck periodens postmoderne profil. Og han gjorde det med et radikalt humørskift mellem det udadvendte og det lige så introverte.
En rastløs kolibri
Under sine koncerter skiftede han mellem de to positioner, mellem en sprællemands kabaret og bluesekkoet af Skip James og Mississippi John Hurt, det samme fra album til album.
Fra de søvnige slacker-hymner på 1994-debuten 'Mellow Gold' skiftede Beck over til den electrofunky fest på ’Odelay’, før han gik ned i kadence på det svajende ’Mutations’, og som et sidste badutspring, inden 1990'erne randt ud, var han helt oppe på tæerne i de neonfarvede dansesko på 'Midnite Vultures'.
Beck og Antichrist-stjerne er en frugtbar duoI 2002 vendte han sig – næsten punktligt – atter indad på skilsmissealbummet 'Sea Change', men siden da har den i dag 43-årige Beck Hansen faktisk hoppet mere utålmodigt rundt og undgået tusmørkets toner.
Som en rastløs kolibri sprang han i 00'erne mellem alternativ hiphop, skramlende 1960'er rock og psykedeliske klangflader. Senest på det uforløste 'Modern Guilt', hvor noget, der lød som en knugende depression, hæmmede sparringen med produceren Danger Mouse.
Iscenesat ensomhed
Men her, seks år, et par løsrevne singler, albummet 'Song Reader' (kun udgivet som partitur i bogform), kuratorrollen på coverprojektet Record Club og en rygoperation senere, bekender Beck sig atter til sin indadvendte side med det til tider helt mageløse 'Morning Phase'.
Forbindelsen til 'Sea Change' kan vi ikke komme uden om. Der er Becks fokuserede tilbagevenden til den melankolske grundstemning, men hele musikerholdet er det samme.
Den varme og håndspillede lyd er skabt mellem basisten Justin Meldal-Johnsen, keyboardspilleren Roger Joseph Manning Jr., trommeslager Joey Waronke og ikke mindst den eminente guitarist Smokey Hormel.
Cd-anmeldelse Beck er strandet i depressionDe har ikke spillet sammen i de mellemliggende 12 år, men 'Morning Phase' vibrerer alligevel af en nærmest intuitiv musikalitet, der binder elementer af folk, country og blues sammen med finesse.
En del af sangene er indspillet i Nashville, og det fornægter sig ikke, når pedal steel-guitaren slår sine klagende krøller, eller når Beck med sin snøvlende stemme begravet i Marianergravens rumklang synger: »I'm so tired of being alone«.
I det hele taget er produktionen af stemmen under hele albummet en oplevelse i sig selv. Nuanceret iscenesat ensomhed.
Ønsket om forandring
Det er ikke kun Nashville, men hele den moderne amerikanske sangskat, der spøger i Becks nye sange.
Den californiske afslappethed ligger i den døsige stemme, men man aner også Neil Young i morgenlyset, Simon & Garfunkel har vist stået model til flere af harmonierne undervejs, og skæve sangskrivereksistenser fra vestkysten som Randy Newman vandrer melodisk ud ad klavertangenterne.
Men til forskel fra alle de verbale elendigheder, der var pakket rodet ind på 'Modern Guilt', er der nu en grundlæggende accept: »Time will tell and I will go«. Og dermed også et ønske om forandring og afsked med sortsyn og låste forsvarsmekanismer. Som han åbner albummet med at spørge:
»Can we start it all over again?/ This morning/ I lost all my defenses«.
LÆS OGSÅ Spil-selv: Beck udgiver kun sit næste album som nodehæfte
Den forandring indtræffer i løbet af albummets fornemme udviklingskurve, der som en meget lang, urolig og stenet morgenstund ender med et opslået blik på forrygende 'Waking Light': »When the morning comes to meet you/ fill your eyes with waking light«.
Et forløsende flot punktum. Ikke bare på albummet, men også de sidste mange år, for det er ikke kun lænkerne fra 'Modern Guilt', Beck ryster af sig, han sætter også 'Sea Change' i perspektiv med et fortrøstningsfuldt korrektiv. Og efter sigende venter der endnu et album senere i år. Nævnt som en tvilling til 'Odelay'. Pendulet Beck ligner en musiker, der for alvor svinger igen.
fortsæt med at læse
