Man har altid en fornemmelse af, at solen skinner lidt stærkere, når Kenneth Bager dukker op.
Regn og grå skyer er ikke rigtig en mulighed, hvis manden med signaturbrillerne først tager kontrol med løjerne.
Sådan er det på hans nye udspil med The Kenneth Bager Experience, og sådan har det været, siden han kom til i slutningen af 1980’erne og ændrede den danske klubkultur for altid.
Som festentreprenøren bag de outrerede Coma-fester, som den musikudvidende radiovært på P3-programmet ’Det D.U.R.’ og med den kantede single, ’Kaos’, der varslede raves og nye laserlystider i dansk popmusik.
Ude i det konceptuelle
Dengang kaldte han sig Dr. Baker og stod forrest i en subkulturel massebevægelse.
Siden blev han bare Kenneth Bager som rumkadetten med alle de musikalske fragmenter, der fløjtede sig ind i mainstream, og nu er vi ude i det konceptuelle, Experience.
Distortion på Nørrebro: Her er alle onsdagens festerMen uanset om Kenneth Bager har haft titlen som pladeselskabsdirektør, dj, producer eller eventmager, har han i grunden altid haft gang i den samme rolle: kuratoren, der uden at kunne synge eller spille et instrument fornemmer, sanser og dirigerer musikkens retning.
Sorgløse beats
Også når det kommer til The Kenneth Bager Experience.
Her er kursen sat mod solen på Ibiza, hvor de let perlende toner og sorgløse beats er som iskold sodavandsis i varmen.
Han er ikke længere pioneren og frontløberen, men manden, der som en god dj ved, hvornår temperaturmåleren er i bevægelse, følger beatet jorden rundt og har lagt et par gedigne popsange på køl til en lang sommer. Uden at der er den helt store smag i dem.
Tricks
Sidst verden blev udsat for The Kenneth Bager Experience i 2010, var det med en bred vifte af gæstevokalister, fra Thomas Troelsen til Aloe Blacc. Dj + sanger er en velkendt dance-formel, der i hænderne på David Guetta og Avicii har været de sidste par års opskrift på hitliste-alkymi, men det får ikke Kenneth Bager til at søge i retning af EDM med ansigter til enhver let sindsstemning.
Superstjerne-dj's charme blegner i tyndbenede melodierTværtimod holder han sig til de velkendte toner og bygger de fleste af de ti nye kompositioner op om den samme sanger, den soulfulde Damon C. Scott. Dog med ’What’s My Name’ som en markant undtagelse.
Her er det Sofie Gråbøl, der mellem funky guitar og sejlende trækharmonika leverer intim spokenword, der aldrig fylder forbilledet Grace Jones’ rolle ud.
Gråbøl er mest et trick, og dem er der mange af hos Kenneth Bager. Nogle billigere end andre.
Begejstringen vækkes aldrig
Men det er Scott, der som den røde tråd gennem de mange nuancer af house åbner med pop i bredformat og himmelvendt kor på den medrivende ’Amazing’, men slutter helt i grøften med hymnen, ’Beautiful Day’, hvor melodiens ubekymrethed næsten er pervers.
Alt derimellem føles som at fordrive en eftermiddag i en sækkestol med udsigt til Middelhavet.
Her kan man fløjte sig væk til tonerne af 'Stuck in a lie', overveje, hvor mon Pizzicato Five egentlig blev af, når ’I Wish I Could Be Happy’ kommer på, og blive mindet om, at dansegulvet venter inde i natten, når de afrikanske kor bliver brudt af en klezmer-ivrig melodistump på titelnummeret.
Den gode stemning indfinder sig, men begejstringen bliver aldrig vækket. Dertil er det alligevel for rituelt letbenet.
fortsæt med at læse
