Neil Young indspiller brev til sin mor

skrattende. Neil Young har indspillet sit nye album i en telefonboks med indbygget orgel.
skrattende. Neil Young har indspillet sit nye album i en telefonboks med indbygget orgel.
Lyt til artiklen

Man kunne næsten høre en undrende fnisen i hele musikverdenen, da Neil Young 19. april udgav et begrænset antal af ’A Letter Home’.

Hvad har den skøre rad nu gang i? Var han ikke forkæmperen for et hi-fi-alternativ til den maste mp3-lyd? Han har lige rejst 6 millioner dollars på Kickstarter.com til Pono-afspilleren, en Toblerone, der afspiller i højeste kvalitet, og som kommer i handel senere på året.

Men på Record Store Day i april udgav Neil Young pludselig en skrattende og skinger lo-fi-udgivelse, der lyder som et bulnet stykke lak, der har ligget i et træskur ved Mississippis bredder i 80 år.

Neil Young og boogievennerne kommer til Danmark

Et album indspillet i en telefonboks med indbygget orgel, hvor man lige kan være med sin guitar og mundharpe. Et album med tolv sange, »som jeg elsker, og som har ændret mit liv«, har Neil Yong forklaret.

Nu er ’A Letter Home’ så tilgængelig på cd og streaming og viser sig at være den seneste af de mange skæve streger, der tilsammen tegner portrættet af Neil Young som en af de mest uforudsigelige skikkelser i rockhistorien.

Bizart, morsomt og ømt

Det er Jack White og hans pladeselskab, Third Man Record, der har sat den gamle Voice-O-Graph fra 1947 i stand, så folk kan træde ind fra gaden i Nashville og indspille en sang eller indtale en besked, der øjeblikkelig bliver trykt i vinyl. Som der kunstfærdigt står skrevet på siden af boksen, typisk på markeder og i forlystelsesparker frem til 70’erne:

’Hear yourself as others hear you’.

Neil Young lyder dog på ingen måde, som vi plejer at høre ham. Den skælvende røst i den ujævne lyd med ridser og mislyde minder ofte om Daniel Johnston, og man kunne forledes til at tro, at det var David Lynch over en dåsetelefon, der åbner seancen. Men det er Young selv, der lægger en besked til sin mor i det hinsides:

»Hi Mom! Hey, it’s great to be able to talk to you ... my friend Jack has got this box that I can talk to you from ... I think you should start talking to Daddy again. And since you’re both there together there’s no reason not to talk«.

Det er bizart, morsomt og ømt på en frigjort måde, der er typisk for den uortodokse Neil Young. Han kan på samme tid være radikal i punkens forstand ved at skrue op for alle sine særheder, men samtidig tænde et lejrbål i sjælen og med sin sarte stemme synge sig direkte ind i hjertekulen hos os andre.

Neil Young står bag ny streamingtjeneste

Det gør han på et højdepunkt som ’My Hometown’, hvor Bruce Springsteens stadionvolumen fra 1980’erne forvandles til en skærv af en sang. Young lyder knust og desperat, mens han bærer alle ulykker fra alle finansielle kriser, det nordlige Amerika har oplevet siden den store depression:

»Now Main Street’s whitewashed windows and vacant stores/ seems like there ain’t nobody wants to come down here no more«.

Lige så knasende som rørende er ’Needle of Death’. Young genbesøger sangen, der inspirerede ham til ’The Needle and the Damage Done’ på ’Harvest’, der i 1972 pakkede heroinsmerten ind i producer Jack Nietsches utrolige vellyd. I dag får ørerne en tur med rivejernet, og Bert Janschs ophøjede folk bliver til en hård erfaring, hvor både lyden og de ubærlige ord kan gøre én søsyg.

Længsel mod en anden tid

Indimellem kokser det for Young. Som altid. Hans stemme har slet ikke den dybe tone, der skal til for at vriste ’On the Road Again’ fra Willie Nelson og ’Since I Met You Baby’ virker bleg i forhold til Ivory Joe Henrys følsomme original.

Til gengæld stikker Jack White hovedet ind i boksen på The Everly Brothers’ ’I Wonder If I Care As Much’ og får det musikalske ratslør til at virke som en af de smukkeste ideer, Young har fået længe. Fordi han insisterer på at finde sangenes højeste kvalitet i den lavteknologiske form.

Og så er det i grunden slet ikke så fjernt fra Pono-projektet. Godt nok knytter den personlige musikarkæologi på ’A Letter Home’ sig mest til de traditionelle folksange på ’Americana’ og den kaotiske selvbiografi ’Waging Heavy Peace’.

Men ligesom Pono er her en længsel mod en anden tid. For at hele nogle af de sår, der stadig står åbne i nutiden.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her