Inger Christensens digte er klare og gådefulde. Klare som vand, men som når man prøver at se ned igennem dybt vand, er billedet på bunden hele tiden bølgende i det levende lys.
Inger Christensens digte er med andre ord ikke nødvendigvis det mest oplagte at sætte musik til. Det er hverken let eller ligetil, og det er da også mange år, siden Pia Raug i 1981 satte musik til ’Det’.
Nu tager Martin Ryum tråden op. Men skal det være, hvilken slags musik skal det så være? Hvis det skal bære.
Det virker, som om Martin Ryum ikke helt har kunnet beslutte sig. Efter den dirrende intro er de første numre rimelig regulær melodisk rock af den slags, hvor udløbsdatoen ligger nogen tid tilbage.
På den konto ryger ’Grå dis’ fra ’Græs’ og den 13. sonet fra ’Sommerfugledalen’ ud på et ikke særlig spændende sidespor.
Klar i mælet
Jeg synes, at den adstadigt følsomme melodiske rock er den løsning, som giver mindst mening i forhold til Inger Christensens digte. Også selv om Ryum ophøjer udvalgte linjer i digtene til omkvæd, så de i højere grad bliver til rocknumre.
Som i ’Grå dis’, hvor de i digtet adskilte og modstillede spørgsmål »Hvis er magten?« og »Hvis er magten ikke?« bliver sat sammen til ét omkvæd.
Inger Christensen er klar i mælet, men Martin Ryum er i udgangspunktet ikke verdens mest klare sanger.
Sat i scene rytmisk af Asker Bjørks trommer bliver sonetten fra ’Sommerfugledalen’ simpelthen svær rigtig at hage sig fast i, når man lytter. Hans frasering har en ulden følsomhed, der er absolut personlig, men ikke nødvendigvis optimal, når ordene skal stå krystalklart i luften.
FROST Martin Ryum bryder stilheden med bidende inderlighedMen heldigvis skifter Martin Ryum spor. Iscenesættelsen af ’Spænding’ med et helt enkelt klavertema og korstemmer af Signe Høirup og Maria Laurette Friis fungerer fint, indtil rocken rykker frem igen til sidst.
Rockens rytmik
Ryum har plukket mest flittigt blandt de korte digte fra de tidlige digtsamlinger ’Græs’ og ’Lys’. ’Under en by’ fremmaner poesien i linjerne »Død som er uden retning/ Liv som er uden retning/ I græsset børn og fugle«.
Christensens knivskarpe balanceren af det konkrete og det abstrakte er en seriøs udfordring at forvalte som en slags popmusik.
På det hidsigt tummelumske ’Sorg’ finder Ryum nøglen til slut, da han ophøjer de sidste tre linjer til et mantra, der lyder lige så meget af Martin Ryum som af Inger Christensen: »Åh hud/ min yderste/ radarskærm«. Her kan man pludselig med tilbagevirkende kraft høre Inger Christensen-inspirationen i Martin Ryums univers.
De mindre rytmiske og mere stemningsprægede iscenesættelser fungerer klart bedre end karambolagen mellem digtenes og rockens rytmik.
Et dybt personligt projekt
Projektet er dybt personligt for Ryum, der har en livslang passion for Inger Christensens digte og har brugt dem til at komme ud af en kreativ krise. 10 år efter Speaker Bite Me-sangerens fornemme soloalbum, hvor Ryum som sanger-sangskriver markerede sig som et stærkt personligt alternativ.
Inger Christensen hyldet i europæiske aviserAt han stadig kan være intenst inderlig at høre på, viser Ryum på ’Mani’. Mens Niels Grøndahls violin klager mørkt som en cello, går Ryum på tangenternes tåspidser ind i Dødens land. Hen imod slutningen af projektet falder brikkerne pænt på plads i ’Hvis jeg står’ og sidste del af ’Lys’ med det uforglemmelige billede af »legemets rygende lys«. Her står udtrykket klart og lyser fra start til slut.
Skiftet musikalsk mening
Når det andre steder er for svært at høre det helt oplagte i kombinationen Martin Ryum/Inger Christensen, skyldes det, at ’Martin Ryum 2014’ lyder som et projekt, hvor den rigtige idé kun kommer til syne i glimt.
Det lyder, som om Ryum og producer Nikolaj Nørlund enten har skiftet musikalsk mening på halvvejen eller bare ikke er nået helt til bunds med overvejelserne før indspilningen af et album, hvor for meget er for rytmisk robust til digtenes sarte musik.
Martin Ryum måtte gerne have givet trommerne og guitaren en fridag og i stedet spændt hudens yderste radarskærm på hele vejen igennem.
fortsæt med at læse
