På coveret til det fjerde album (nummer to med engelske tekster) med tyske Tokio Hotel fremstår sanger Bill Kaulitz som en blanding af en teknisk fremstillet robot og et menneske, en såkaldt cyborg.
Selvfølgelig et signal om, at vi mennesker er kommet så langt i den teknologiske udvikling og svæver så frit i cyperspace, at vi måske snarere er ’Humanoid’ end mennesker, som titlen antyder. LÆS ANMELDELSETokio Hotel er ensformige og trættendeIdentitetskrise Men billedet kan også tages som udtryk for, at det unge og ekstremt succesrige band er i identitetskrise. Et indtryk, der får lov at etablere sig på pladen, som udsendes synkront på tysk og engelsk også i Danmark – den tyske udgave er klart den bedste. For i bestræbelserne på at tækkes fans i stort set alle afdelinger af moderne musik spreder Tokio Hotel sig over alt fra tung elektronisk rock (’Automatic’ og ’Humanoid’), poppede ballader som ’Forever Now’ and ’World Behind My Wall’ og eksempelvis letbenet Depeche Mode-inspiration (’Human Connect To Human’). Hult ekko De kommercielle hensigter bag maskespillet er lidt for let gennemskuelige.
