Efter at have hældt flaskernes let bitre slatter ud over sig selv og sit trofaste publikum på sidste års opgør med alkohol, albummet ’Falder du nu’, tager en lige så ærlig Michael Falch sig denne gang over skilsmisse og ensomhed. Også den ensomhed, der ligger og lurer inde bag dyrkelsen af individualisme, wellness og rigdom. På coveret er der ridser og revner i portrættet af Michael Falchs profil, som var han en skygge i et krakelerende tapet i soveværelset. Men der er absolut intet krakeleret over den 51-årige sanger, der i mange henseender aldrig har været bedre, mere vedkommende, i noget nær balance med sig selv og sine musikalske idealer.
Musikalsk katalysator
Drømmen om i lighed med idolet Neil Young at vokse som sangskriver og sanger med alderens tyngde, er indfriet for Michael Falch, der igen får vist, at rock’n’roll ikke bare er ungdommens flygtige legetøj eller en musikalsk scorereplik.
Her er musikken og ordene et uhyre alvorligt udtryk for det modne menneskes tilstand. Michael Falch er formentlig ufrivilligt kommet til at fremstå som musikalsk katalysator for sin generations politiske visioner og drømme for senere at ende i moradset af eskapisme, druk, skilsmisse og erkendelsen af egen dødelighed.
Inden nogen forledes til at tro, at ’Sang til undren’ kun består af tungsindig udluftning fra sjælens sorteste kamre, må vi hellere berolige og meddele, at der også er humor og holdning på pladen i sange som ’Hvorfor vil jeg være rig?’ og ’Forkæl dig selv’.
