Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal grine eller græde over det. Men faktum er, at den ivrige klaverpassage, der åbner One Directions fjerde album, ’Four’, lyder som starten på Meat Loafs 90’er-hit ’I’d Do Anything for Love (But I Won’t Do That)’.

Men jeg tror, jeg vælger det første. For efterhånden er det ved at være et af verdens største boybands’ mest morsomme kendetegn, at de indimellem lige smider en kæk referenceluns af sted til resten af den musikhistorie, de selv er blevet en del af, siden de skød op som en gylden geyser i 2010 efter at være blevet kasseret som solister i det engelske ’X Factor’, hvorefter bagmanden Simon Cowell satte de fem knægte sammen til en gruppe.

Sidste år var det introen til singlen ’Best Song Ever’, der sendte en ganske ublu hilsen til introen fra The Whos ikoniske ’Baba O’Riley’, ligesom ’Rock Me’ fra gruppens andet album, ’Take Me Home’, åbnede med en syntetisk hyldest til Queens, ja, ’We Will Rock You’.

Man kan grine, eller man kan græde. Men det er svært at benægte, at der er et strejf af forfriskende, uhøjtidelig humor til stede i gruppens univers. Det tyder på, at One Direction har forsøgt at undgå at ligne deres boybandforgængere alt for meget. Noget, der tidligere er kommet til udtryk i gruppens ukoreograferede koncerter, som i hvert fald i begyndelsen havde en dejlig småanarkistisk charme.

Det samme gælder gruppens musikvideoer, hvor både førnævnte ’Best Song Ever’ og senest ’Steal My Girl’ ikke alene er store, dyre udstyrsstykker, men også små, selvironiske metaforestillinger, der tager tykt pis på dem, der prøver at gøre One Direction til noget, de i hvert fald ikke er. Som når Danny DeVito dukker op som hyperkarikeret, sortklædt auteur-type, der skal instruere videoen til ’Steal My Girl’, men samtidig også har en udtalt ambition om at være til stede »in the name of art!«.

Træg sovs af dovne melodier

Det er One Direction ikke ligefrem. Og fred være med det, for det ved de godt selv. Men derfor kan man jo godt gøre et forsøg på at lave plader, der ikke er alt for kedsommelige.

For det er det store problem med ’Four’, der er gruppens fjerde album på bare tre år. Hvor forgængeren, ’Midnight Memories’, havde sin egen friskfjæsede charme i et energisk virvar af arenavenlig Val Halen-rock parret med hjemmestrikket Mumford & Sons-inspireret folkrock, lyder ’Four’ som en utrolig lang parentes af ét langt mid-tempo-helvede.

Kun få stjernekastere glimter i den træge sovs af dovne melodier, og det er de mere tempofyldte numre som de smårockede hormonbomber ’No Control’, ’Girl Almighty’ og til dels ’Ready to Run’, der trækker stikket hjem på gruppens med afstand mindst sindsoprivende plade til dato.

Selv singlerne virker blodfattige. Fra den apatiske førstesingle ’Fireproof’, der nærmest er ren easy listening, til ’Steal My Girl’s døsige stadionrock, løber en hook-fattig, søvndyssende åre af dvaskhed, der antager olympiske dimensioner på akustisk guitarbårne ballader som ’Fool’s Gold’ og ’18’.

På mange måder minder ’Four’s sløve ugidelighed pinagtigt meget om One Directions seneste visit i Danmark. Jeg overværede den første af to koncerter og var lamslået over den ladhed, de fem verdensstjerner lagde for dagen.

Men på den anden side, når man konstant overdynges med syndfloder af pigehvin, blanke øjne og ukuelig teenagekærlighed, uanset hvor uendeligt kedsomhedsramt man ser ud, når man går rundt deroppe på scenen for gud ved hvilken gang, ender det måske til syvende og sidst med at gå ud over kampgejsten.

Hvis ’Four’ vitterlig er One Directions svanesang, som det for tiden diskuteres lystigt på nettet, er det efterhånden fint med mig. Den måtte bare gerne have været lidt skæggere.

fortsæt med at læse

One Directions nye album er børnesikret og kedeligt