Det er hårdt at blive voksen.
Faktisk så hårdt at man bruger store mængder af den tid, hvor man bliver voksen, på at ligge stille. Enten fordi man er i gang med at sove den foregående aften ud. Eller fordi man ganske enkelt bare trækkes ned af selve tyngden i den krop, der er, ja, ved at blive voksen.
Og det er tilsyneladende det stadie, verdens største boyband One Direction er nået til. Næste måned er det fire år siden, de irsk/engelske knægte blev klistret sammen af X-Factor-mastermind Simon Cowell, eftersom ingen af de fem stod distancen som solister.
I dag er One Direction formentlig den største X Factor-succes nogensinde. Men hvem sagde også, at det program nogensinde har handlet om at være den bedste sanger?
LÆS ARTIKEL
Højspændt One Direction-fan: »Jeg har ikke sovet så meget i nat«Det letteste job
One Direction kan nu godt synge. Det beviste de allerede sidste gang, de gæstede henholdsvis Herning og København tilbage i maj 2013. Alligevel var der en grundlæggende forskel på bandets koncert sidste år og den optræden de gav i et udsolgt Parken i København mandag aften.
For hvor One Direction i Herning lignede nogen, der havde verdens sjoveste job, lignede de i Parken nogen, der havde verdens letteste job. Og forskellen var mærkbar.
Der var ellers tryk på fra begyndelsen, da lyserøde romerlys fløj mod den blå sommerhimmel, imens åbningsnummeret, der også er titelnummeret fra gruppens seneste plade, ’Midnight Memories’, væltede ud til et ekstatisk publikum.
One Direction-fans får deres egen radiokanalPå vej ud af poppen
Pladen udkom sidste efterår, og markerede ikke alene et skift mod et mere rocket udtryk, der i øvrigt gik igen i mandagens koncert. Det var også en plade, som allerede i kraft af sin titel indikerede, at bandet er på vej ud af popmusikkens svar på Edens have – teenagepoppen – med 180 km/t. For det er nu engang svært at have minder om noget, der skete ved midnatstid, hvis man går i seng med hønsene.
På samme måde kan man næsten mærke kyskhedsbæltet smelte til lyden af et nummer som sangen med den endog temmelig suggestive titel ’Why Don’t We Go There’, der tilmed blev introduceret af gruppens primære hjerteknuser, den heftigt tatoverede Harry Styles. Som gumlede nonchalant på et stykke tyggegummi imens og dermed kom til at fremstå en kende halvhjertet.
Ikke desto mindre fungerede det godt, når gruppen stod ude på den kvadratiske ekstrascene placeret i midten af Parken, så alle i publikum havde en chance for at se de lidt lavstammede briter.
LÆS
One Direction svinger underlivet på tredje albumHalvsløve teenageløver
Men et af gruppens fineste kendetegn – den tilbagelænede antikoreografi, som er ganske atypisk for boybands, der traditionen tro har det med at danse en ofte ret kikset synkrondans – var noget mere energisk i al sin ivrige løssluppenhed, da jeg sidst så dem i Herning.
Markant mindre veloplagte fremstod One Direction i Parken, hvor medlemmerne ikke sjældent lignede fem halvsløve teenageløver, som de luskede halvdovent rundt på scenen som små Duracell-kaniner i skinny-jeans med batterier, der kører på fjerde år i streg og derfor ligner noget, der ved at være brugt op.
Men! De sang. Og selv om det ikke altid lød så rent, at man måske ligefrem havde lyst til at spise sushi af deres harmonier, fik de oftest en okay fælles lyd ud af hinandens fem stemmer, der tilsammen har deres egen rustikke charme.
Langt mellem snapsene
En håndfuld af de nye numre, som den himmelstræbende ballade ’Don’t Forget Where You Belong’, ’Diana’ og hittet ’Best Song Ever’ fungerede fint live, imens den ligeledes glimrende ’Through the Dark’ kanaliserede landsmændene i Mumford and Sons’ stadionvenlige folk, noget der også gjaldt den brusende ’Story of My Life’, der er det sangmæssige højdepunktet på ’Midnight Memories’.
Men det halvanden time lange show led også under det faktum, at der ganske enkelt er langt imellem de virkelig sindsoprivende snapse i One Directions bagkatalog.
Den akustiske ballade ’Little Things’ var virkelig sløj, og på den træge ’Moments’ var det lidt som om, man sank dybere og dybere ned i en gigantisk bøtte fuld af en brunlig blanding af sirup og gamle, glemte boyband-ballader. Og det var ikke et rart sted at være.
Boyband-butik på Amager tiltrækker hundredevis af teenagepigerGrotesk
Gennembrudshittet ’What Makes You Beautiful’ led under noget, der lød som om, man havde forsøgt at sætte sangen nogle toner ned. Kønt var det ikke, og med sin kejtede uskyld lød sangens naive pigehyldest næsten ligeså grotesk, som det efterhånden er at høre Justin Bieber brumme sig igennem sit barnlige gennembrudshit, ’Baby’.
I hvert fald var det på grænsen til det ufrivilligt komiske at opleve fem unge mænd i alderen 20 til 22 synge sig igennem en nærmest pinagtig uskyldsren linje som »The way that you flip your hair gets me overwhelmed«, når det nu var så gennemført tydeligt, at de både trænede og tatoverede kroppe på scenen ikke længere tilhører fem store børn.
One Direction er ikke desto mindre stadig det største boyband derude. De er også det sjoveste. Men det siger mere om den generelle boyband-situation på verdensplan nu om stunder, end det siger om underholdningsniveauet til en One Direction-koncert i disse dage. Desværre.
fortsæt med at læse
