Det skal aldrig være nemt at lytte til Dirty Projectors. Man får sjældent to sekunder til at hvile eller se sig lidt omkring i musikken, hvilket altid har været en af bandets styrker. Samtidig har de dyrket den klare og forførende popsang og på den måde skabt nogle sammenstød, hvor lytteren slynges rundt i en absurd svingdør mellem konceptuel nytænkning og ren æstetisk lykke.
Og når jeg om et sekund benytter mig af klicheer, når jeg beskriver deres musik som snørklet, knudret og spraglet, er det, fordi jeg efter at have lyttet mig igennem deres niende album, ’Lamp Lit Prose’, sidder lidt uinspireret og anspændt tilbage. Måske fordi hjertet og hjernen denne gang ikke mødes og slår de gnister, jeg er kommet til at forvente. Fordi de opererer i hver sin zone og højst lige hilser på hinanden i farten.
