»Det’ jazz / Og det begynder langsomt/ Helt sløvemandsagtigt/ ...« Sløvemandsagtigt! Med sådan et ord behøver man ikke engang genkende stemmen for at vide, man befinder sig i munden på Klaus Rifbjerg. Men stemmen har man så denne gang til overflod. I en indspilning fra 2004, da Rifbjerg sammen med Carsten Dahls Quintet på Louisiana opførte sit Jazz-oratorium med digtene fra ’I den lille by’. Rifbjerg reciterer. Han er ikke sanger, selv om han skam synger lidt og digter morsomt videre på kødets lyster i Kai Normann Andersen og Knud Pfeiffers ’Ih, hvor er der kærlighed i luften’. Rifbjerg kaster sig ikke ind i musikbegivenhedens centrum som digterkollegerne Peter Laugesen og Dan Turèll henholdsvis gør og gjorde. Musikken og digtene supplerer i Rifbjergs jazz-oratorium hinanden snarere end de decideret indvikler sig.
Ingen tuttenutterier
Rifbjerg står støt. Lader musikerne gøre deres. Bidrager med sin timbre og sin tunge timing og får på en eller anden måde undervejs bevist påstanden om, at disse digte, der er blevet til på svensk opfordring, faktisk er jazzede.
De bliver det i hvert fald. Eller blå som blues. Men alt andet end blodfattige. Som da Rifbjergs muntre ode til blues-agurken bliver en grøn stafet til viderebefordring af musikken. Det er musikere af spitzen-klasse, der uden at trænge sig på fører sig frem i omegnen af Rifbjergs barske, sorgmuntre og uhøjtideligt sangbare beskrivelser af sygdom, smerte og dårligdom:
