Lyt til artiklen
I tenorsaxofonisten Jóel Pálsson har islandsk jazz en musiker af højeste international klasse. En musiker, der alene i kraft af sin udtryksfulde tone er i stand til at fange ens opmærksomhed. Og dertil kommer en fraseringsevne af en sjælden smidighed, som man også kan møde den hos hans instrumentkollega Seamus Blake. Jeg har tidligere anmeldt tre af Pálssons udgivelser, hvor den første, ’Prim’ fra 1998, efter mine begreber fortsat hævder sig som den mest helstøbte.
Rent ud fascinerende
På sit seneste udspil, ’Varp’ fra sidste år, er Pálsson som på ’Prim’ i selskab med guitaristen Hilmer Jensson og trommeslageren Mathhias Hemstock, mens Davith Thór Jónsson høres på diverse keyboards og Valdimar Kolbeinn Sigurjónsson på bas, og det er bestemt ikke uinteressant, når Pálsson, som det er tilfældet i flere numre, arbejder med rockrytmik og bevæger sig i elektroniske landskaber.
Man vil tilmed kunne opleve det som rent ud fascinerende, hvis man skruer jazzørerne af. Jeg kan på den anden side ikke komme bort fra, at de egenskaber, der kendetegner Pálsson som den fremragende jazzmusiker, han er, under disse omstændigheder markerer sig mindre stærkt.
Herligt svingende
