På coveret så man en frækt dansende Measha Brueggergosman med mikrofonhår og smuttende øjne som brændte mandler. På lydsiden blev man chattet op af den fedeste stemme. Med erotiske undertoner og klare kunstmusikalske intentioner. Canadiske Measha Brueggergosmans første cd i eget navn hed ’Surprise’, og det var lige, hvad den var. Den udkom for to år siden og var en lille sensation. Repertoiret var kabaretsange for viderekomne, og det var ret forrygende at lytte til. Vi havde knap lært at udtale sopranens navn (sig det på amerikansk), før hun stod høj, med bare fødder på scenen i DR’s Koncerthus ved indvielseskoncerten for et år siden og sang om kap med farverne på sin kjole. Så bang! – lå hun på operationsbordet. Akut hjertekirurgi. Vi havde nær mistet hende. I en alder af 31 år. Nu er hun tilbage med sit soloalbum nummer to. Gennemført tema Hjertesygdommen er overvundet. Ikke mindst ved hjælp af yogatræning. Alligevel er der en god grund til, at hvor Measha Brueggergosmans første album var udadvendt og frækt ad Pommern til, så består opfølgeren af stille og rolige sange. Ikke at her ikke er stor ekspansionskraft. Men udtrykket hører natten til. Titlen ’Night and Dreams’ dækker over sange af franske og tysksprogede komponister, og temaet er gennemført. Ved siden af en smuk dirren, som i Debussys ’Beau soir’ røber talent for det sanselige franske, er det sange af Richard Strauss, der brænder sig vej til hjertet. Tre af dem må vi desværre nøjes med. ’Die Nacht’, ’Ständchen’ og en meget smuk ’Wiegenlied’. Men det er her, Brueggergosmans bløde powersopran kommer til sin ret. Bag ved laserstemmen gemmer sig et andet vokalt landskab.
En dis af et blødt bagtæppe, som det giver sig til kende i fin Mozart og Brahms. Kun hos Liszt kan laseren blive lige voldsom nok. Dirrende Debussy De franske lækkerbidskener er der mange af. Heldigvis. Ikke kun aftensmuk, duftende og dirrende Debussy, men også delikatesser af Fauré, Poulenc og Chausson. Dyppet i tristesse og måneskin som hos den eksklusive sangmester Henri Duparc i hans ’Chanson triste’ og i hans nærmest sygeligt smukke ’Phidylé’. Brueggergosman tager mere end fornuftigt på sagerne. Hun er ægte indlevet, og selv om man kan grave nok så fine indspilninger ud af pladereolen, så gør også de brasilianske vuggeviser, hun krydrer med, at man lytter begærligt. Akkompagnatør Justus Zeyen ved det lidt indpakkede flygel er måske ikke noget sambaoptog i sig selv. Men sammen med Strausssangene, der afslører et flot tysk, gør de mig rigtig nysgerrig efter at følge dette fremtidens svar på den amerikanske sopran Jessye Norman. Genfødt som hun er fra operationsbordet. Measha Brueggergosman er efter alt at dømme kun lige begyndt.
