.jpg)
.jpg)
De kigger på mig. Tre kvinder på henholdsvis 36, 30 og bare 23 år.
Den ene mere forførende, mystisk og bedende end den anden. Der er fuld øjenkontakt, og det er da lige ved, man er nødt til at se væk.
LÆS OGSÅ Sopraner imponerer med både mod og evner
De er koloratursopraner, de tre. Sangere med speciale i lys leg med sprælske, virtuose toneranker, og man kan diskutere, om pladeselskaberne går for vidt, når de sælger deres operastjerner på den her måde.
Fænomenet er ikke nyt.
Men når man ser på disse tre udgivelser, er det i hvert fald svært ikke lige at studse over den eksplicitte markedsføring en ekstra gang, inden man åbner æskerne og tager det frem, det egentlig drejer sig om, nemlig cd’erne.
Sanselig barok
I den første gemmer sig en af tidens smukkeste sangstemmer. Den tilhører den tyskøstrigske sopran Anna Prohaska, der er aktiv på operascenen i Berlin, og som debuterede for Deutsche Grammophon med et album af disede, sukkende smukke havfruesange af komponister fra Dowland til Mendelssohn, Schumann og Mahler.
Anna Prohaskas nye album fokuserer til gengæld helt og fuldt på barokken og den sene renæssance. Derfor er det udgivet på Deutsche Grammophons hæderkronede label for tidlig musik, Arkiv Produktion.
Helt væk er imidlertid tidligere tiders seriøst-historiske coverdesign fra Arkiv til fordel for modelbilleder af den mørkhårede sopran alene i en skov af snoede troldegrene, og forklaringen er, at Prohaska er rykket fra havfrueuniverset ind i den mystiske skov.
På endnu et temaalbum synger hun denne gang arier af Vivaldi, Händel, Purcell og 1600-tals-italieneren Francesco Cavalli. Og endnu en gang er hendes stemme en udpræget sanselig oplevelse.
Tårepersende lidelseshistorie får musikalske opdateringerAnna Prohaska har en blødhed i sin klang, som virker forførende.
Her er blid, varm og lyrisk Händel fra den italienske genbrugsopera ’Giove in Argo’, sat sammen af musik fra hans tidligere operaer, og et uddrag fra Händels kantate om Apollon og nymfen Dafne.
Her er også dronning Armidas påkaldelse af de forfærdelige furier fra ’Rinaldo’ og troldkvinden Alcinas kærlige strofer fra operaen af samme navn.
Den første arie er nu ikke så voldsomt »terribile«. Den anden er til gengæld en perle af både sanselig og statelig barok, hvor Prohaska både smægter med fraseringen og lige en passant får luftet sin lette, ekstremt smukke højde.
Troldkvinderne, fedronningerne og nymferne boltrer sig, og de akkompagneres stærkt og stilsikkert af det nye britiske ensemble Arcangelo. Ikke mindst i Purcell-numre fra blandt andet ’The Fairy Queen’, der også nyder godt af tenorerne Thomas Walker og Samuel Boden og bassen Ashley Riches’ stemmer.
Der sker også noget lidt uheldigt i sammenstødet mellem Anna Prohaskas bløde klang og koloratur-virtuoseriernes krav til skarp præcision.
Prohaska er en blid, sanselig nydelse i langsomme tempi og lyrisk udtrukne fraseringer, som hun griber an uden angst for at blive for udtryksfuld, men hun kan godt slingre en anelse, når hun skal op og ned ad tonetrapperne i rasende fart hos Händel.
Nyt stortalent
Det problem har den 23-årige russiske koloratursopran Julia Lezhneva overhovedet ikke.
Hendes album ’Alleluia’ er en laserskarp præsentation af et nyt talent. Med en vis robusthed i klangen, der smager af mezzosopran, fyrer hun den af på en samling af solomotetter fra samme barokperiode, som Anna Prohaska dyrker i sin fortryllede skov.
Det vil sige, det er strengt taget de urimeligt gode musikere fra det italienske ensemble Il Giardino Armonico, der fra starten fyrer særdeles effektivt op under Vivaldis ’In furore iustissimae irae’.
Den står på vrede og hidsig harme i denne koncert for solosopran og strygere, og Il Giardino Armonico leverer deres signaturydelse, så man kun lige akkurat når at se røgen. Det er temmelig forrygende – og det efterlader lidt Lezhneva stående i en støvsky. Men nu kun, indtil man begynder at dyrke pladen mere intenst.
Julia Lezhnevas stemme er ufatteligt ren i klangen. Meget mere instrumental end Anna Prohaskas.
Albumtitlens ’Alleluia’ går igen som afslutning på alle fire solomotetter, og det er næsten skræmmende, så sikkert denne unge russer kan sætte hurtige toneranker på plads.
Hun er en ny Cecilia Bartoli in spe. Endnu ikke med nær samme personlige udtryk og fandenivoldskhed, men udstyret med en stemme, der godt kan føre hende langt i den retning.
Desværre er hendes høje toner ikke ligefrem kønne. Faktisk fremstår de decideret åbne og usikkert flagrende grebet an i den Händel-motet, der følger efter indledningens forrygende Vivaldi.
Fransk sopran leverede tudedejlig og rasende god MozartLezhneva synger en fin lille firsatser af Nicola Porpora, inden hun runder af med Mozarthittet ’Exsultate, jubilate’, og måske meget naturligt for en 23-årig cd-debutant er det modenhed og personlighed, man savner.
Trods oplevelsen af en meget lovende ny koloraturstemme, som vi med dens blanding af elegance og tilbageholdenhed, som en britisk anmelder meget rigtigt har diagnosticeret, givetvis ikke har hørt det sidste til.
Som at drikke champagne om morgenen
Springet fra meget lovende debutant til fuldt udfoldet stjerne har den 36-årige polske sopran Aleksandra Kurzak allerede taget, og hos Rossini i belcantoland er hun hjemme.
Aleksandra Kurzak har et perfekt Rossini-instrument i en sopran, der på hendes andet album fra Decca synger sig begavet, overskudsagtigt og med klar personlighed gennem et udvalg af arier plus en duet fra ’Barberen i Sevilla’ samt en vifte af andre mindre kendte Rossini-operaer.
Hun dingler akrobatisk fra lysekronen, som man skal i dette fag, og hun smiler med overskud imens.
LÆS OGSÅ Skelsættende italiensk diva nytænker Bellinis mesterværk
Lyset blænder næsten, når den polske Rossini-sopran tager et par kvidrende højtoner fra ’Semiramis’.
Warszawas Kammerkor er dejligt præcist syngende på de skæringer, hvor de medvirker, og med Rossinis ellers temmelig glemte opera ’Sigismondo’ får Kurzak endda flettet lidt polsk ind på sit forrygende ariealbum.
Her er ikke bare hurtige og charmerende vokalvirtuoserier fra et smykkeskrin, der er ved at flyde over af juveler.
Her er også følelser, farvelægning og en skudsikker højde, som koblet med et godt orkester fra hendes hjemlands hovedstad og en god dirigent og akkompagnatør i skikkelse af italienske Pier Giorgi Morandi retfærdiggør al coverets lyserøde, røde og gyldne forførelsesstrategi.
Det er for meget, måske.
Men det er på en eller anden måde helt rigtigt til et album, der føles lidt som at drikke champagne om morgenen.
fortsæt med at læse
