Den drabelige historie om 1700-tallets vanvidsindustri, hvor man i Italien ved hjælp af et stykke meget skarpt metal hvert år gjorde tusindvis af fattige drenge til potentielle kastratsangere, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste.
Gik det som bedst, kom kastraterne efter års hård disciplin og sangtræning til at tjene boksen som superstjerner på Europas operascener.
Men det var, om man så må sige, kun de allerfærreste beskåret. Langt de fleste blev kirkesangere eller prostituerede. Hvis ikke de gik i hundene eller begik selvmord.
Operaverdenen opererer ikke længere med kastrater. Vor tids svar på 1700-tallets klassiske popstjerner hedder kontratenorer. De er mandlige sangere, der dyrker deres falsetleje, og fænomenet betragtes ikke længere som hverken underligt eller usædvanligt.
Strutter af virilitet
De sidste 15-20 år har det tværtimod vokset sig større end nogensinde, og vil man sample et udvalg af de yderst forskellige kontrastemmer, der lige nu dominerer markedet, kan man prøve albummet ’The 5 Countertenors’.
Her synges arier af forskellige barokkomponister af en vifte af kontratenorer, der rækker lige fra den unge tysker Valer Sabadus’ rene højde og blærede leg med koloraturer til katalaneren Xavier Sabatas mørke alt, som strutter af virilitet.
Den 38-årige veteran Max Emanuel Cencics tilbageholdte arbejde med lange fraser fremstår her mindre spændende.
For nye navne overtager i øjeblikket føringen på et felt, hvor Andreas Scholl er blevet decideret gammel. Og hvis ikke russiske Juriy Mynenko kan begejstre med furiøs Händel, så er man måske mere til amerikanskkoreanske Vince Yis overraskende lyse og myge mandesopran.
Hyldest til Marie Antoinettes bedstemor
Flere af de nævnte kontratenorer er at finde på to udgivelser af italienske musikdramatiske værker fra 1720’erne – dengang kastratbølgen var på sit højeste – og det er rent ud sagt forbløffende, hvor højt et gear europæisk barokfortolkning lige nu er oppe i.
Men hvis der er én kontratenor, der stjæler billedet, er det argentineren Franco Fagioli.
Københavnerne hørte ham sidste sommer i Tivoli, og det var chokerende, hvor meget den mandlige mezzosopran lød som sin hidsige kvindelige kollega Cecilia Bartoli.
Tre tolkninger af Chopin dyrker følsomhedenPå cd har Fagioli karismaen intakt, og man kan så måske diskutere, om den italienske komponist Antonio Caldara berigede verden rent dramatisk, da han på kejserlig bestilling skrev det operalignende hyldestværk ’La concordia de’ pianeti’. Her er nemlig ingen handling.
Blot højstemt samtale mellem guddommelige planeter, der hylder Marie Antoinettes bedstemor, den daværende kejserinde Elisabeth.
Attraktionen, da værket blev uropført, var den unge kastrat Carestini som Apollo. Fagioli synger partiet, og mellem blandt andre den fremragende Veronica Cangemi og den lige så imponerende Delphine Galou er han en vibrerende maskulin stjerne, der folder sig ud på en medrivende indspilning, hvor Andrea Marcon og orkestret sparker Caldaras friske musik direkte ind på nutidens musikscene.
Vincis renæssance
Man bør glemme manglen på handling og bare nyde de showstoppende arier – og så bør man supplere fornøjelsen med en rigtig operaudgivelse, der fortjener topkarakter.
Som komponist er Leonardo Vinci næppe mere kendt i dag end Caldara, selv om de begge var berømtheder, da de levede på Händels og Vivaldis tid.
Men Vinci har fået en renæssance på grund af den kontratenorbølge, der nu gør det muligt på historisk korrekte præmisser og på højt niveau at opføre de operaer, han skrev til Rom, hvor det kun var tilladt at have mænd på scenen.
Der er således ikke en eneste kvindelig sanger på den nye pragtindspilning af Vincis ’Catone in Utica’, der følger op på sidste års monstersucces med Vincis ekstravagante Versailles-opera ’Artaserse’.
På fyrig italiensk barokmaner gennemspiller ’Catone in Utica’ den magtkamp og de kærlighedskampe, der fører til, at Cato den Yngre i opgør med Julius Cæsar begår selvmord i Utica i Afrika kort før Kristi fødsel.
Kontratenorerne erobrer scenen
Barokorkestret Il Pomo d’Oro, der sidste sommer besøgte Tivoli i en beskåret udgave, eksploderer på pladen. Igen har Fagioli taget et parti, der ved uropførelsen i 1728, kun fem år efter Caldaras planetspil, blev fremført af kastraten Carestini. Og igen brillerer han.
Librettoen er skrevet af mesteren Metastasio, så denne gang fejler det dramatiske ingenting, og Fagioli er flamboyant i det krævende koloraturparti som Cæsar.
Strengeleg af dødsens alvorOmkring ham høres blandt andre Max Emanuel Cencic som en – af en kontratenor at være – mørk og varm Arbace og tenoren Juan Sancho som den barske Cato, der på dødslejet presser sin datter, sunget af Valer Sabadus fra ’The 5 Countertenors’, til at afsværge sin kærlighed til ærkefjenden Cæsar.
Kontratenorerne har aldrig stået stærkere end her, hvor de erobrer hele scenen sammen med endnu en almindelig tenor i skikkelse af Martin Mitterrutzner, der som det øvrige cast leverer en pragtindsats.
Nyt fra klaverets forfader
Den iranske komet på cembalo Mahan Esfahani er brudt så meget gennem lydmuren, at Deutsche Grammophon har udgivet den første cd med barokinstrumentet i tre årtier.
Lidt synd for unge Esfahani er projektet endt med en besynderlig sammenstilling af barokmusik af Alessandro Scarlatti, Bach og søn plus Geminiani over for minimalisterne Steve Reich og polske Henryk Górecki.
Synd, fordi man sagtens kan høre mandens blændende teknik og smittende musikalitet, men det sker igennem temmelig bizar musik for det lille gyldne klaverinstrument.
Det meste af barokmusikken er spundet over den samme melodi, ’La Folie’, hvilket i sig selv bliver irriterende. Og med minimalmusikken kommer cembaloet slet ikke til sin ret med virkelig mange gentagelser af klangfattige figurer.
Men Esfahani spiller godt nok godt. Uhyggelig fokuseret.
Kingos salmer skulle synges derhjemme
Sorrig og glæde’ og ‘Rind nu op i Jesu navn’ er salmer af 1600-tals-teologen og digteren Kingo, som man kender fra Den Danske Salmebog.
Pointen med en ny, yderst velspillet og velsunget plade er imidlertid, at de aldrig har været beregnet til fællessang i kirken. Når Kingo minder om »kødets kvalme og blodets dorske saft« og lader synderen kvæde om det »ukrudt«, der gror i ham, var det tanken, at ordene skulle lyde i hjemmet.
Tre nye klassiske udgivelser byder på Verdi, Mozart og BrahmsSkrevet på dansk, som de er, skulle salmerne styrke danskerens tro, og selv om de næppe ofte har været sunget så rent og nuanceret som her af sopranen Else Torp og bassen Jakob Bloch Jespersen – endsige da fremført med blærede instrumentale indskud af Kingos samtidige som Lully, Buxtehude og Johann Schop – så er dette en vellykket cd at blive klog af.
Jakob Blochs nydannede Phemius Consort med Allan Rasmussen ved de historiske tangenter og medlemmer af Concerto Copenhagen er kommet flot fra start.
Nattemusik for strygere
Med sine 30 variationer over en drømmende ’Aria’ – men navnlig over denne lille melodis baslinje og akkorder – skrev Bach et af musikhistoriens mest overskudsramte variationsværker for sin tids klaverinstrument, cembaloet.
Utallige er indspilningerne af disse på en gang sindrige og mundrette variationer, der efter sigende blev bestilt som underholdning for en grev Kaiserling, når han ikke kunne sove.
Så skulle hans tjener Goldberg spille hans variationer. Mest ikonisk blandt de mange indspilninger, der eksisterer, er uden tvivl den afdøde pianist Glenn Goulds.
Spillet af strygere i et arrangement af dirigenten Dimitrij Sitkovetskij lyder akkorderne under ’Aria’ næsten som spillet af en drejelire. Men strygerne doserer også et moderat romantisk vibrato. Optagelsen er sublim.
Eneste problem: ’Goldbergvariationerne’ vil man høre spillet på tangenter. Hverken af saxofoner, jazzbands eller for den sags skyld af dygtige strygere.
fortsæt med at læse
