Man fryser til is allerede ved at se det første scenebillede af et blåfrossent landskab, hvor Mélisande sidder i sin lille robåd midt i en overiset sø. Men hov, da hun synger, kommer stemmen et andet sted fra, fordi hende i båden er en dukke, der suppleres af en syngende gestaltning. Alle sangerne har deres alter egoer fra mannequinverdenen - eller omvendt, for typisk er det dukkerne, sangerne synger til. Det er vist noget med noget Jung ... Kun i opsætningens allersidste scene, da dukken Mélisande ligger og dør, og hendes levende dublet løber omkring og leger med en bold, fungerer det. Zürichs omgang med Debussy er en af den slags forestillinger. Svær at holde af, symbolistisk overgjort og alt, alt for bogstavelig. Det eneste, den ikke tager på ordet, er musikkens sensualitet, dens berusende plasticitet. Mélisandes og Pelléas' forelskelse er et postulat, som hverken dirigenten eller instruktøren kan tage alvorligt, og det gør selvfølgelig ikke sagen bedre, at scenen, hvor hun fra sit tårn lader sit lange, lange hår falde ned over ham, her foregår i en Citroën, der er kørt fast i sneen. Mélisandes hår sidder fast i bildøren, og det hele er lidt småkomisk. Men Rolf Glittenbergs scenebilleder er overdådigt flotte og vil gerne ligne noget af Robert Wilson, hvis man kan nøjes med det. Welser-Mösts direktion er prosaisk og korrekt og tager sit cue fra Wagner snarere end fra impressionismen, og det er mildt sagt en smagssag. Men musikken er yderst velspillet og tanken fra podiet klar. Sangerne er helt overordnet på samme høje niveau, selv om vi ikke har med verdensstjerner som sådan at gøre. Jeg må igen vende tilbage til den amerikanske baryton Rodney Gilfry, der mageløst inkorporerer en blændende skuespiller i sin sangerkrop, og Isabel Rey har fine udtryk som Mélisande.