Fire drenge på scenen i en opstilling med leadguitar, rytmeguitar, bassist og trommeslager. Det lyder som et rockband fra gamle dage. Men der var tale om fire højest nulevende, om end også ganske modne drenge. Og ved siden af den ene af dem, nemlig rytmeguitaristen Avi Bortnick, stod en lille laptop fuld af funky samples og lyste op i den mørklagte sal.
LÆS OGSÅ Lysets legende børn serverede overlegen gourmetjazz
Leadguitaristen, der tirsdag overtog Koncerthuset efter Gregory Porter og Stevie Wonder var John Scofield, og på et stort jazzfestivaltæppe havde de fire drenge rigget til til en solid omgang udsyret Überjam.
Seriøst funkfarvet
’Überjam’ er John Scofields efterhånden tolv år gamle funkorienterede projekt. Musikken er en seriøst udflippet oplevelse, der fik guitaristen til på albummets cover dengang at gøre opmærksom på, at han trods sangtitler som ’Acidhead’, ’Ideofunk’ og ’Snap Crackle Pop’ »ikke havde taget stoffer eller drukket alkohol siden 11. juli 1998«.
Jazzfestivalens første aften bød på franske fristelser til lavprisMusikken lyder ellers, som om han og bandet var på noget dengang. Scofield selv poserer som nøgen Buddha med guitar og perlearmbånd på coveret, og på flere måder er albummet et trip tilbage til de glade slut-1960’ere og start-1970’ere.
I dag står ’Überjam’ som på en gang et lethovedet og tungt groovende mesterværk, der i følge Scofield selv er den af hans mange plader, hans gamle mentor Miles Davis ville have holdt mest af. Scofield spillede med Miles i begyndelsen af 1980’erne, og projektet bærer da også præg af fusionsidéer fra den elektriske jazz i 1970’erne som det måske mest jazzede ved dette ellers ikke superjazzede projekt.
Samplemand var rygraden
John Scofield, der i de sidste mange år har været en hyppig gæst på Copenhagen Jazz Festival med forskellige projekter, har i mellemtiden sidste år udgivet albummet ’Überjam Deux’.
Forrige år gik det helt galt med et fiem timer forsinket fly, da han skulle spille på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men tirsdag ramte The John Scofield Überjam Band Koncerthuset right on time som den anden af de i alt fire koncertbegivenheder, der under årets jazzfestival er fundet store nok til dette års største venue.
Miles Davis lod aldrig hvid hudfarve komme i vejenDet blev en glad genoplivning for den fyldte koncertsal, der tydeligvis havde glædet sig til udsyrede guitarsoloer i lange, intergalaktiske baner, og som fik, hvad de var kommet efter: Guitar med guitar på. Scofields Telecaster leverede varen i bredfuldt mål.
Men strengt taget er det guitaristen og samplemanden Avi Bortnick, der er rygraden i Überjam. Det var ham, der med sine funky, gnidret tætte rytmefigurer og sin computer genskabte ånden fra de to album.
Funktoget kom på skinner
Scofields Überjam er er et univers af forvredne, fordrejede og forstærkede lyde tilsat hans el-guitars psykedelisk lirede signatur. Den fik vi i numre fra både ’Überjam’ og fra den nye to’er, og selv om John Medeski på diverse keyboards måtte undværes, var oplevelsen af rumeventyret intakt.
Trommeslageren Adam Deitch var til lejligheden erstattet af den effektivt funkorienterede New Orleans-kollega Terence Higgins, og efter en lovlig sløv start, hvor bandet i lidt for mange numre spillede over noget fra Bortnicks computer, der lød som et backing track, kom funktoget på skinner.
Veloplagte jazzguitarister demonstrerer genrens paletDet skete med den hurtigt flydende ’Polo Towers’ fra det første album, indledt med en intro spillet med køller af Higgins på trommerne.
Bortnick begyndte at lege med sine samples, Scofield fodrede sin looppedal med lunser af råt guitarkød, som han gav sig til at syre ud hen over i en bluesfarvet improvisation, og selv om nogle af hans ekskurser denne aften virkede lidt for tonalt fjerne og usammenhængende, var hans personlige greb om guitaren umiskendeligt.
Sluttede i 'Tomorrow Land'
Bortnick gav musikken karakter i fyldige breaks, og da Andy Hess langt om længe fik en nogenlunde anstændig lyd på sin bas, lettede det.
Scofield ligner måske en gammel hippie på syre, når han spiller, men guitarguirlanderne denne aften blev hængt op under Koncerthusets loft af en mand, der tænker, som kan sine amerikanske stilarter, og som kunne finde på at blande dem ryggesløst.
LÆS OGSÅ Guitarlegende leverede et brag af en forsinket koncert
Som da han indledte den reggaefarvede ’Dub dub’ fra ’Überjam Deux’ med en countrypræget intro.
Musikken kunne endda have et strejf af calyopso, som imidlertid trivedes overraskende godt med Higgins’ hektiske funktrommestikker, og da kvartetten efter halvanden time sluttede koncerten i det Strawberry Fields-farvede ’Tomorrow Land’, der er åbningsnummeret fra det gamle 2002-album ’Überjam’, følte de fleste vist, at den syrede funk-ekskursion i Koncerthuset var gennemført til en tilfredsstillende karakter.
fortsæt med at læse
