Der sidder en rundrygget dame i en lyserød sommertop. Ligesom manden på den anden side af bordet klapper hun til musikken. Men én af dem må være gal på den, for de klapper ikke i samme takt. Det lader de sig nu ikke mærke med og smiler til hinanden hen over bordet i det mørke, røgfyldte rum. På Drop Inn i Farvergade står Hans Knudsens Jump Band på scenen. Det vil sige: Det gør de nu ikke ret længe. For som de siger deroppe fra: »Vi skal lige skylle efter og sådan. Så vi holder lige en kort pause. Nu skal I ikke trampe på hinanden; der skulle jo nødig gå Roskilde i den«. »Ja, og nu er Roskilde Festivalen forbi, så kommer det gode vejr, ha, ha«. Klokken er kun to-tre kvarter efter 18 – alligevel er det noget af en natværtshusstemning, der er i gang inde i det mørke og røgfyldte lokale. Hvis De hører til dem, der siger, at det er umuligt at drive folk i 50’erne, 60’erne og i 70’erne i byen, så har De vist ikke været inde på sådan et sted som Drop Inn under Copenhagen Jazz Festival. Og som man kan forstå, så kan sådan nogle som dem fra Hans Knudsens Jump Band, der heller ikke er født lige forleden dag, godt tage noget pis på de unge fra Roskilde Festivalen, der tror, de er så friske. »Vi har cd’er heroppe. De koster hundrede kroner, hvis man er interesseret. Det koster de for øvrigt også, hvis man ikke er interesseret«. Aaarggg! Der er ikke en eneste stol, der er tom inde i Drop Inn. Der er masser af røg og store fadøl fremme på bordene. »Vi bor oppe nordpå. Og inden man får set sig om, så er jazzfestivalen forbi, inden man har nået at komme ind til byen«, siger Damen Oppe Nordfra, der har sat sig ved bordet foran scenen med en svingende gin & tonic. »Men så sagde jeg også til mig selv: I år skal jeg sgu herind. Ja, det er min datter«, siger Damen Oppe Nordfra og slår ud med armen mod en sortklædt pige, der sidder ved siden af hende. »Ja, når hun hører noget jazz i radioen, så siger hun: »Aaarggg«. Men nu sagde jeg: Du skal med herind. Livejazz er jo noget helt andet«. Pigen smiler blegt tilbage til os. Der er bas, trommer, klaver og saxofoner på scenen. Hans Knudsen og hans orkester spiller sådan noget som ’South of The Border, Down The Mexican Bay’, ’Please Send Me Somebody To Love’, ’The Old Rocking Chair’. Og det er ikke bare numrene, der swinger inde i Drop Inn i Farvergade. Det er alle mulige folk. Inden orkesteret tager fat, siger en af dem, der åbenbart synes, at folk er faldet lidt for meget til ro: »Nu sidder I stille, ikke? Det er jo ikke for sjov, man går ud for at more sig, vel?«. Lyst til en swing om
Egentlig er væggene hvidmalede inde på Drop Inn i Farvergade. Men ellers virker det hele ret mørkt. Også nu, hvor solen stadig når ned i gaden. Men lyset er slukket, og rundt omkring står tunge bronzekandelabre og skulpturer. På væggene hænger udflippede oliemalerier. Selv øllet i de store glas er mørkt. »Please, please, send me somebody to love«, synger Hans Knudsen fra sin plads bag klaveret. Og så er der solo. Og der klappes behørigt, hver gang der er blevet afleveret sådan én. Den sidder lige i skabet og passer på millimeteren hver eneste gang. »Det er, så man helt får lyst til en svingom til sådan noget musik«, siger Damen Oppe Nordfra. Her er det så, datteren rejser sig og går ud på toilettet. Nu sidder I stille, ikke? Det er jo ikke for sjov, man går ud for at more sig, vel? Tag med iBYEN.dk på Copenhagen Jazz FestivalLæs alt om festivalen her