Lyt til artiklen
Arh, kun i shorts sidder jeg i en af disse hvide plasticstole, der findes overalt på kloden. Stedet er stranden med den ene fod i det varme sand og den anden i svalende vand. Der er dømt jazzfri zone.
Eneste lyd er fjerne børnestemmer, pakket ind i vat og en måge. Jeg taler ikke, og ingen taler til mig. Hvis jeg ikke ser ud på den knivskarpe horisontlinie, læser jeg i en hip bog, mens solen bimler sine vitaminer ned over min jazzslidte krop. Min habitus er ramt af en midtvejskrise. Klip.
