Han var i rødt, Brad Mehldau. Rød skjorte, røde bukser og røde sko. Og om det så skulle symbolisere tilhørsforhold til Rajneesh-guruen eller bare, at han er en tændt fanden, ja, det fik vi ikke svar på.
Men der var faktisk lidt om begge dele. For Mehldau betvinger sit instrument med en slangeagtig yoga-smidighed, og der er klart en stemning af meditation over hans spil, når han udforsker grænseområderne mellem centraleuropæisk modernisme og det moderne jazz-klavers mere bluesprægede udtryk.


























