Koncerthuset. Publikum fik kammerjazz af den fineste slags i Koncerthuset lørdag. Brad Mehldau havde frabedt sig fotografier fra selve koncerten.
Foto: Line Ørnes Søndergaard (arkiv)

Koncerthuset. Publikum fik kammerjazz af den fineste slags i Koncerthuset lørdag. Brad Mehldau havde frabedt sig fotografier fra selve koncerten.

Copenhagen Jazz Festival

Total tight trio: Så sammenspillede, at det næsten er uhyggeligt

Eminent teknik og nostalgi gjorde koncerten med Brad Mehldau Trio til en hyldest til jazz.

Copenhagen Jazz Festival

Han var i rødt, Brad Mehldau. Rød skjorte, røde bukser og røde sko. Og om det så skulle symbolisere tilhørsforhold til Rajneesh-guruen eller bare, at han er en tændt fanden, ja, det fik vi ikke svar på.

Men der var faktisk lidt om begge dele. For Mehldau betvinger sit instrument med en slangeagtig yoga-smidighed, og der er klart en stemning af meditation over hans spil, når han udforsker grænseområderne mellem centraleuropæisk modernisme og det moderne jazz-klavers mere bluesprægede udtryk.

Samtidig var han tydeligvis begejstret og glad for at spille, selv om hans gestik og mimik sine steder mindede mere om en mellemting mellem en årvågen avislæser, der stedse finder nye pointer i et essay af Bjørn Bredal, og et barn, der smager på chokoladerne i en af Anton Bergs helt store æsker med de fyldte.

Små to timer blev det til med mestendels sublimt klaverarbejde og kongenialt rytmespil fra hans to faste makkere, Jeff Ballard og Larry Grenadier på henholdsvis trommer og bas. Sidstnævnte har været med Mehldau siden begyndelsen for et par årtier siden, mens Ballard først kom til i 2005, hvor den oprindelige trummis forlod ensemblet.

Det var på en gang rørende og skræmmende. For det var som skilte de en kanariefugl ad; heldigvis overlevede den og flaksede melankolsk mod himlen til sidst

Og de er så tæt sammenspillede, at det næsten er uhyggeligt. De ved akkurat, hvad hinanden tænker og gør, og er der en smule støj på linjen, kan et sigende blik eller et øjekast fra kapelmester Mehldau rette op på det forhold.

De er også suveræne teknikere. Mehldau nærmest naturstridigt dygtig; men det er han i stigende grad holdt op med at demonstrere, hvilket klæder ham. For førhen kunne man af og til tænke 'sikke et cirkusnummer', når han med absolut ambidekstralitet spillede i to forskellige både tone- og taktarter med de smukke hænder. Mindre kan snildt være mere.

De lagde ud med en kantet blues, 'Absolut Jackson'; den var dedikeret til afdøde bassist Charlie Haden og mindede uhyre passende om noget fra Ornette Colemans ting på Atlantic i slutningen af 1950'erne.

Siden gik det ud over stepperne med primært selvskrevne ting, herunder en lille håndfuld i valsetakt, hvor Ballard i et af stykkerne nærmest redefinerede sit spil. Lidt flirt med det brasilianske var ikke voldsomt sydamerikansk, men veloplagt og begavet. Som alt andet.

Mehldau har for vane at give en moderne standard, et rocknummer eller lignende, en overhaling. Men det gjorde han ikke denne gang. Til gengæld sluttede trioen det ordinære sæt af med en vidunderlig version af Sidney Bechets 'Si tu vois ma mère'. Det var på en gang rørende og skræmmende. For det var, som skilte de en kanariefugl ad; heldigvis overlevede den og flaksede melankolsk mod himlen til sidst.

Det var kammerjazz af fineste slags. En kende højpandet og ufunky sine steder. Men absolut en stor, stor oplevelse, selv om ingen mærkbart stampede takten i ædeltræsgulvet på noget tidspunkt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce