Forventningsfuld stilhed i det høje, kvadratiske kirkerum. I hjørnet foran alteret en cirkel af puder om en lysende glaskugle. Ellers kun stearinlys. Seks barfodede sangere i løst tøj lister ind efter tur, sætter sig på puderne, griber hver sin mikrofon og begynder at nynne. ’Stimmung’ er i gang og hensætter i sine godt 80 minutter publikum i en tilstand af meditativ koncentration – den alt for sjældent opnåede idealtilstand for kontemplativ musiklytning.
Det fremgår af ulysten til bagefter at bryde stilheden med bifald, at rejse sig, at forlade den magiske tidløshed, musikken har skabt i rummet – og af de dæmpede bemærkninger bagefter. Hvorfor kan ’Stimmung’, hvad klassiske mesterværker så sjældent formår? Utvivlsomt fordi det også er et mesterværk, som her fik en mesterlig udførelse; men i afgørende grad også fordi det er nyt, fortæller os noget, vi ikke har hørt utallige gange før. Ikke at det består af nie erhörte Klänge, for nu at bruge et udtryk, der (fejlagtigt) har været tillagt komponisten. ’Stimmung’ er avantgarde med et menneskeligt ansigt.
