Der er førstegangsmøder, man ikke glemmer. Et af dem fandt for mit vedkommende sted den aften i Caféteatret for snart 25 år siden, da den unge Fredrik Lundin modtog Sørens Penge. En pris, der var indstiftet til minde om den afdøde jazzviolinist Søren Christensen af en selvbestaltet komité i det nordsjællandske, der helt åbenbart havde sans for spirende talenter.
Det, der dengang slog mig, var, at vi her stod over for en tenorsaxofonist, der ikke fulgte tidens Coltrane-trend, men snarere havde taget Sonny Rollins’ i rytmisk henseende anderledes prægnante stil til sig. En stil, der på dette tidspunkt ikke stod højt i kurs blandt aspirerende tenorsaxofonister. Allerede dengang markerede Lundin sig således som noget af en ener, og det er en position, som han siden ikke blot har fastholdt, men udbygget med en integritet, der aftvinger den største beundring. Det kunne man igen opleve, da han fejrede sit 25-års jubilæum med en koncert, der forbandt fortiden med nutiden.
