Bojan Z kalder han sig, denne virtuose serbiske pianist, hvis efternavn i sin fulde udstrækning lyder Sulfikarpasic. I sit hjemland betragtes han utvivlsomt som en højt skattet jazzmusiker, der i sin musik ligefrem repræsenterer noget af den serbiske folkesjæl. Festivalens program oplyser, at han sidste år blev kåret til Europas mest interessante jazzmusiker. Hvilket leder os hen til to spørgsmål: Kåret af hvem? Og hvad menes der med ’interessant’? For ’interessant’ er jo en glose, der kan dække over meget. Også at noget er anderledes, men ikke nødvendigvis vellykket. Og det er en karakteristik, jeg godt kan følge i Bojan Z’s tilfælde. Der var noget fremmedartet over hans musik. Og vel at mærke fremmedartet på en måde, som jeg ikke syntes forligedes godt med jazzen. På talefod med rytmikken Det var ikke det, at Bojan Z kunne gennemføre et helt nummer med afsæt i et konsekvent forvrænget klangbillede. Eller at han i sit næsten pauseløse spil, når han spadserede rundt i sine tonerækker, på intet tidspunkt kom i nærheden af noget, der lignede en egentlig melodisk udvikling. Det har man også hørt andre pianister og keyboardspillere præstere.
Nej, det var den måde, musikken fungerede på i rytmisk henseende, til trods for at Bojan Z i bassisten Remi Vignolo og især trommeslageren Ari Hoenig havde et par fortræffelige medspillere. Én ting er, at det kan være vanskeligt at komme på talefod med de skæve taktarter, eksempelvis 7/4, som musikere fra Balkanlandene færdes så naturligt i. Dem sprang trioen, selv inden for samme forløb, rundt i med en uforudsigelighed, der gang på gang hægtede en lytter som mig af. Men selv når man var sikker på at være på sporet, syntes der at være noget, som ikke ville rime. Konsekvent omvendt Først mod slutningen af koncertens første sæt gik det op for mig, hvad det skyldtes. Det skete i et nummer, som bevægede sig i den taktart, 4/4, der for de fleste vil være dybest forbundet med jazzens puls. Her hørte vi indledningsvis en bassolo, der føltes i helt organisk overensstemmelse med den, og som såmænd også havde sin egen lille melodiske fortælling at berette Men så blev det Bojan Z’s tur. Og her kunne man opleve, at den serbiske pianist i praktisk taget samtlige sine fraseringer vendte sig imod pulsen og lagde sine rytmiske accentueringer ’omvendt’. Ikke fordi han gjorde noget galt. Men fordi han givetvis så denne metode som en udfordring.
