To strygere, to slagtøjsspillere og en lille rund franskmand på akkordeon i front. Richard Gallianos nye femmandsprojekt lyder muligvis spøjst i sin sammensætning, men det fungerer fremragende. Med Galliano selv og den venezuelanske violinist Alexis Cardenas som de to flittige solister leverede kvintetten varen i en grad, så det kammede over i det virtuost showprægede, ofte alt for fræsende hurtige. Tangoer fik vi, sådan som man forventer det fra Galliano, men blandet med megen anden musik. En fransk ’Gnosienne’, egentlig skrevet for klaver af særlingen Erik Satie, blev bare en ud af adskillige anledninger til at diske op med eksotisk klingende arabiske melodilækkerier, der lod harmonikamesteren demonstrere sin utrolige smidighed.
En sikker vinder
Richard Galliano mestrer et hvilket som helst tempo. Det samme gælder hans venezuelanske violinven med den ufatteligt søde violintone. Resultatet blev, at der gik tre kvarter af den boblende musikfest, før vi fik et par numre i roligt tempo. På det tidspunkt trængte vi i dén grad til det.
Jazzet fingerbas, fransk caféstemning og masser af sydamerikansk solskin i form af alt fra mambo over salsa til tango – herunder Piazzolla – er en sikker vinderkombination, og der var ingen tvivl om, at publikum elskede Galliano.
