Man kunne se det på størstedelen af publikums midt i livet-alder: Det er ret mange år siden, Suzanne Vega havde et hit, som trak nye lyttere til. Faktisk er der gået præcis to årtier, siden hun med ’Luka’ sneg en iørefaldende sang om et voldsmisbrugt barn ind på hitlisterne.
Efterfølgende blev der ved med at komme musik fra hende, men hverken så hyppigt, at hun forblev inde i medievarmen eller så sjældent, at det kunne kaldes et comeback. Suzanne Vega har været her hele tiden, og tirsdag aften i Amager Bio var hun så afslappet, underholdende og velsyngende som nogensinde.
Forbløffende almindelig udstråling
Andre kunstnere end hende har genkendelige, specielle ansigter, der gør deres for at hjælpe med at sælge musikken. Det mest forbløffende ved Suzanne Vegas udstråling er, at hun ser så almindelig ud. Kort hår, lys tunika, sorte jeans og naturlige kvindelige former.
Der er ikke noget synligt opsigtsvækkende ved hende, og det passer fuldkommen til de mennesker og steder, som er i fokus i mange af hendes sange. Emotionelle svingninger bag facaderne er et tema i en del af hendes velformulerede, iagttagende folkrocktekster.
Hverdagen i New York
Og så er der en hel masse stof om hjembyen New York i hendes musik. Evnen til at se det særlige i det almindelige og fange stemninger i New Yorks mylder var krystalklar fra koncertens første nummer, en a cappella-fortolkning af det tyve år gamle nummer ’Tom’s Diner’.
Med et smil krøllende om munden og med fingerknips til at holde takten genfortalte Vega den hverdagsreflekterende historie om at nyde en halv kop morgenkaffe på en newyorkercafé, mens man sluger synet af andre mennesker og fantaserer lidt om dem.
Hvem modtager en andens stjålne blikke? Hvornår holder det op med at regne? Det lyder vel som begivenhedsløse ting at skrive sange om. Men når Suzanne Vega gør det og lægger fantasi til, kan man sommetider se både Manhattan og menneskeskæbner for sig.
Numre blev sunget levende
Det meste af resten af aftenen fik hun hjælp til at fortolke såvel nye som gamle sange. Keyboard, violin, trommer, guitar og ikke mindst Mike Visceglias elbas nuancerede og udfordrede hendes udtryk.
Sådan at man kunne mærke lysten til det forbudte i den småjazzede, sensuelle ’Caramel’ og høre blodet rulle alarmerende højt i den instinktive, rå ’Blood Makes Noise’, hvor kun bassen akkompagnerede hende. De gamle numre blev sunget levende indefra, og valget af nye numre fra albummet ’Beauty & Crime’ fra i år var fuldt ud på højde med dem.
Af dem lød især ’New York Is a Woman’ som en sang, det må være svært for radiostationerne at holde sig fra. En så selvfølgeligt løbende melodi med et klart omkvæd er en invitation, det ville være dumt at sige nej til. Når så teksten oven i købet er et kærligt og kritisk portræt af det dejlige og troløse New York.
fortsæt med at læse
