Lyt til artiklen
Gustav Mahlers syvende symfoni er på mange måder speciel. Kun få symfonier har stof og format til at fylde en Torsdagskoncert alene og samtidig gøre det med nybrydende, moderne ideer. Rigtig mange anderledes ideer faktisk.
Rundt omkring mindede musikken mere om orkestral klangkunst med ironisk distance, næsten som i en lydkollage fra 1960’erne, end om dunkel undergangsromantik fra forrige århundredeskifte. Men finske John Storgårds leverede varen for anden Torsdagskoncert i træk, og den specielle symfoni blev en dybt interessant oplevelse. Tyngde og fylde i en grad, at det 80 minutter lange epos havde nogenlunde samme eftervirkning som den glade tilfredshed efter endt spisning af en anselig roman.
