Hvornår skal anmelderen lægge sig på ryggen, sprælle overgivent med poterne og uddele de maksimale seks hjerter? Vi diskuterede det over en øl efter koncerten, og min holdning er, at seks hjerter kommer på banen i de sjældne tilfælde, hvor man simpelt hen ikke har noget at indvende. Hvor man går løftet, mæt og veltilfreds fra koncerten som fra et seksretters måltid på en stjernerestaurant. Og jeg har vitterlig intet at invende imod, hvad Brad Mehldau lavede med sin klassiske trio i Glassalen torsdag. Ja mere end det. Jeg var benovet. Betaget. Bestemt løftet. Musikalsk mæt og åndeligt veltilpas. Manden har et luksusanslag, der får det til at føles, som om han tager én på køretur i en limousine. Han kan anvende dissonerende polyfone stemmeføringer, uden at det overhovedet lyder krast eller 'forkert'. Et eller andet sted er det overnaturligt begavet, hvad han laver ved tangenterne. Fordi det er så langsynet. Så brillant i sin håndtering af flere samtidige musikalske lag, som han veksler imellem inden for et og samme nummer. Det er simpelt hen gennemsikkert i hele den musikalske tænkemåde, hvor små ting som for eksempel en tonal kadence eller et specielt dissonerende interval anvendes som velplaceret krydderi. Slank, høj og klædt i sort fremtrådte Mehldau som et billede på det halvanden time lange, koncentrerede sæt, han spillede med sin trio - og som lykkeligt fulgtes af tre substantielle ekstranumre, så spilletiden ramte to timer rent. Hvordan begynder man med Oasis-hittet 'Wonderwall', forvandler denne slidte, langtrukne popkliché til et interessant fraseret tema? Og fortsætter derfra gennem alle jazzens tempodiscipliner? Hvordan forvandler man normale up tempo-numre til ballader og ender med en lang solointro til Coltranes 'Countdown' så pianistisk udfordrende og vitaminrig, at man ville sværge på, vi befandt os et sted mellem Bill Evans og Arnold Schönberg? Jeg ved det ikke. Men det ved Brad Mehldau. Og med sin sædvanlige, dynamisk præcise bassist, Larry Grenadier, plus sin nye trommeslager, Jeff Ballard, der præsterede det i sjælden grad energiske og varierede - alt fra begge ender af stikkerne til tørre whiskers og fingerspidser - viste Mehldau, hvor frit tre musikere kan spille om mod hinanden, udfordre hinandens pulsfornemmelse og lægge flere rytmiske lag oven i hinanden, så musikken stadig hang sammen, mens den løftede og flyttede ting inde i hjernen på tilhøreren. Vi kom kompasset rundt, inklusive Paul Simons 'Still Crazy After All These Years'. Og vi var rimelig stumme af begejstring bagefter, mine musikvenner og jeg, da vi sad omkring den ternede dug med vores fadøl. En aften i selskab med en fantastisk sammenspillet trio og en fabelagtig pianist, der ikke - i hvert fald ikke længere - bruger sine evner til at føre sig frem, men til det essentielle: at skabe frisk, mangefacetteret, betagende musik. Her og nu. En stor aften.