Fire solospillere fra Sjællands Symfoniorkester (for tiden Tivolis Symfoniorkester) har fundet sammen i en ny strygekvartet, som uden dikkedarer og snobberi har valgt det mest nærliggende navn. Tirsdag debuterede den på hjemmescenen for et pænt stort publikum. Strygekvartetter finder ikke deres ben fra den ene dag til den anden, men med en aften, der var umagen værd, viste nyskabelsen overbevisende udviklingsmuligheder. Man hæfter sig straks ved den bløde, varme klang anført af Anne Søe Iwans elskelige (og i detaljer lidt for diskrete) primoviolin. I Niels W. Gades kvartet i D-dur var vibratoet endnu noget uegalt afstemt. Det blev neutraliseret af målbevidst udtryksvilje i Leo{scaron} Janáceks 'Kreutzer-sonaten' og af en stilbevidst slank tone i Mozarts 'Jagtkvartet'. En spændende ejendommelighed er den markante klangforskel mellem violinerne med John Bak Dinitzens langt mere åbne og nøgent pågående tone. Uden at sprænge helhedsklangen skaber det rum og plasticitet i satsen og dialogisk spænding i udtrykket. Bernd Rinnes karske bratsch - umiddelbart nok kvartettens mest prægnante personlighed med et klart ærinde i hver solopassage - er nærmest beslægtet med andenviolinen, mens Richard Krug von Hahn holder sig i baggrunden med en sært stump og overtonefattig cello. Et andet karakteristisk træk var de friske tempi i de klassisk-romantiske værker på fløjene. Lidt forpjusket blev det vel i Gades scherzo og Mozarts finale, og tempoet er ikke altid så kontrolleret, at det for alvor kan bruges konstruktivt; men åbenheden og det gode humør i begge åbningssatser var en fornøjelse (klogt ikke at tage Gades Allegro moderato for tungt), og kvartetten ramte fint den romantisk lidenskabelige livslyst i danskerens finale. Alligevel kunne form og karakter sagtens trækkes skarpere op i begge værker, ligesom detaljer kunne poleres, og pointer skærpes. Det er mest et spørgsmål om overskud i sammenspillet, for viljen og entusiasmen er der. Den fanger interessen og lader lytteren digte videre på det hørte. Hos Janácek nåede kvartetten dog et godt stykke længere, tilsyneladende inspireret og frigjort af det programmatiske indhold med de abrupte karakterkontraster og de voldsomme spændinger mellem romantiserende idyl og grelle skrig. Fortællelysten jagede den sidste usikkerhed af vejen, hjulpet og styret af Janáceks hårdhændet artikulerede form.