Med to klaversolisterpå plakaten kunne man have troet, Mozarts sjældent spillede koncert for to klaverer og orkester i Es-dur fra 1779 stod på programmet. Det var nu ikke dén koncert, vi skulle høre. Den skal nemlig gemmes til Mozarts 250-års fødselsdag på fredag. Derimod var en anden klaverkoncert i samme toneart, skrevet to år tidligere og døbt 'Jeunehomme' efter sin uropfører, en fransk pianistinde, første hovednummer ved lørdagens Mozart Festival-koncert i Radiohuset. Meget passende for koncertens tilnavn blev den fremført af en ung, tilsyneladende genert, men ikke desto mindre teknisk sikker finne, Juho Pohjonen, som med slanke fingre og lys kunstnermanke stod for en distinkt og udpræget følsom fortolkning. Følsom også i den melankolsk-mørke mellemsats og i det hele taget mere opmærksom end assertiv i fremførelsen. Assertivitet, det fik vi til gengæld efter pausen, da Amalie Malling tog hånd om Mozarts klaverkoncert i F-dur, nummer 19 i rækken af bevarede klaverkoncerter fra wienerklassikerens hånd. Hendes tempovalg var særdeles lydhøre over for Mozarts krav om lethed og hurtighed i denne koncert. Orkestret havde bare at følge med. Det gjorde de, om end solisten med de kvikke fingre alligevel slog dem på målstregen. Orkestret blev i betænkelig grad reduceret til blød baggrund. Selv ikke i finalens fugato svarede de rigtig på tiltale. Det var lidt synd. Måske ikke alle indslag i denne tætpakkede festival har fået lige meget prøvetid heller. Som symfonisk indledning på koncerten gentog det halverede Radiosymfoniorkester torsdagens 'Haffner'-symfoni, og som kollega Jan Jacoby allerede har fremhævet: Dausgaard har hele tiden retning på sine Mozartfortolkninger. Hele tiden er vi på vej et sted hen. Aldrig slås der slag i luften, bare fordi en dirigent skal slå slag i luften. Det er musik, manden beskæftiger sig med, og det kan høres. Hans festivalstrategi med at dele Radiosymfonikerne op i to små orkestre, der spiller koncerter på skift, giver kammermusikalsk transparens og liv til Mozart. Det kunne være spændende, hvis intentionen om vibratofrit strygerspil var gennemført konsekvent. Det var ikke tilfældet i 'Haffner'-symfonien, hvor koncertmesterens spillemåde i hvert fald ikke gav genlyd hos alle førstevioliner. Men letheden og den vellykkede fortolkning er ikke til at anfægte.